Indledning
Jeg ønsker at analysere og diskutere forskellene og lighederne mellem tre forskellige menneskesyn: eksistentialisme, dualisme og monisme.
Eksistentialismen, som repræsenteret af Jean-Paul Sartre, hævder i bund og grund, at mennesket altid har valget om at sige nej og aldrig tage noget for givet.
Dualismen, som illustreret i Rene Descartes' filosofi, opdeler vores verden i to dele, hvoraf den ene er eksisterende. Det metafysiske eksisterer, hvilket betyder, at selve eksistensen forbeholdes noget højere end fysiske ting og begreber.
Monismen, som Nietzsche fremfører, handler om vores races stærke individer, der skal hæve sig over de svage og se ud over de regler og begrænsninger, der er blevet pålagt dem.
Ud fra disse forskellige menneskesyn er det naturligt at stille spørgsmålet: "Hvad har de til fælles?" og "Hvad er deres forskelle?"
Men vigtigere end blot at afdække forskelle og ligheder er at undersøge, hvilke konsekvenser en sådan samfundsorden ville have. Dette er det spørgsmål, jeg vil udforske.
Indholdsfortegnelse
Indledning
Introduktion Af Filosofierne
Eksistentialisme V/ Jean Paul Sartre
Dualisme V/ Rene Descartes
Monisme V/ Friedrich Wilhelm Nietzsche
Forskelle Og Ligheder
Forskelle
Ligheder
Konklusion
Svar V/ Sartre
Svar V/ Descartes
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Descartes' filosofi er baseret på hans opfattelse af verden, hvor intet eksisterede, og den højeste form for eksistens var ikke af fysisk karakter.
Han introducerede begrebet "meta-fysik", som betyder "efter-fysik" eller mere præcist oversat som "udover fysikken". Det refererer til det der eksisterer ud over det fysiske.
Descartes er en dualist i den forstand, at han mener, der findes to "verdener". Den ene er den verden, vi lever i nu, som er en slags illusion, der bedrager vores "meta-fysiske jeg" - vores sjæl.
Denne bedragelse får os til at tro, at vores materielle verden er virkelig, at vi virkelig kan røre og føle den. Dette adskiller Descartes fra mange filosoffer, da de bruger sanseindtryk til at forklare, hvordan vores verden er struktureret.
Descartes satte også spørgsmålstegn ved eksistensen af alt omkring ham og opbyggede sin filosofi gennem meditationer, hvor han transcenderede de fysiske grænser.
Mens Descartes mediterede, indså han, at intet kunne være sikkert, for alle de sanseindtryk, han modtog, kunne være illusioner, skabt af enten en gud eller en ond dæmon.
Men én ting, som han mente, han kunne være sikker på, var, at hvis der blev indbildt noget af denne gud eller dæmon, så måtte der være noget, der blev bedraget. Derfor var hans sjæls eksistens på et meta-fysisk plan et fast holdepunkt i hans filosofi.
Skriv et svar