Tillykke med Rasmus Paludan, politikere | I har selv… | Analyse

Indledning
Tonen har ændret sig i dansk politik, specielt siden 1970 hvor den politiske scene har budt nye emner velkommen, som eksempelvis klima og indvandring.

Den pæne tone og kommunikation som i tidligere tider herskede mellem befolkning og politikere, og politikerne imellem, hvor man vægtede fornuft, konsensus, og indhold, gøre sig ikke længere gældende, tværtimod er denne type kommunikation blevet erstattet til fordel for en simpel kommunikation, hvor det i højere grad handler om at sejre og mudre hinanden til fremfor at komme frem til en fælles forståelse.

Men forholder det sig virkeligt således? Kan man betegne den nye debatkultur som et produkt af en ny udvikling, eller er denne måde at debattere på blot en del af demokratiet?

Uddrag
Men forholder det sig nu som Munck påpeger? Skyldes den stærke tone en ny og moderne udvikling, som f.eks. politikeren Rasmus Paludan er et produkt af?

Selvom Munk kan have ret i at tonen er blevet skærpet, og tonen om udlændinge har fået et andet udtryk, end den havde for bare enkelte år siden, vil jeg påstå at debatkulturen, der drejer sig om at sætte modstanderen i et negativt lys i forsøget på at vinde publikummet over, har en længere historie.

Mit belæg er historiens kendsgerninger. Har der virkelig været en tid, hvor politikerne ikke har udstillet hinanden ved brug af ironi og dumsmarte bemærkninger?

Har der gennem hele historien været et fokus på fællesskab og samhørighed kun afbrudt af den seneste udvikling?

Demokratiet har altid haft politiske grupper med hver deres modstandere. Man kunne fremhæve jødernes situation under nazisterne som historiens mest ekstreme eksempel. Og det endte da også galt, da nazisterne satte demokratiet ud af spil.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu