Indledning
Jeg drømmer om at være student. Jeg forestiller mig, at det bliver en af mine yndlingstider i livet. Sådan har jeg drømt lige siden, det hele begyndte.
Det er dog ikke frygten for tomheden, som følger med studenterhuen, der rusker i tæerne, der holdes af.
Det er heller ikke frygten for at træffe de forkerte valg for fremtiden, der får mig til at smile. Årsagen til min romance skal derimod findes i at fejre den kommende frihed ved alle traditionerne, som forbindes med at blive student.
Den kommende frihed er en ny tid vi går i møde. Friheden ved at få hue på, holde fester, drikke alkohol og vognkørsel.
Ligesom alle vores venner. Det er på den måde. Vi skråler til musikken i en lykkeros, fordi vi fejrer, at vi endelig er færdige med skolen.
Jeg har ikke gjort mig mange tanker til livet efter huen. Udover at jeg har tiden til at finde min egen frihed til at skabe mig selv, gennem sabbatår, rejser og selvudvikling.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Brinkman mener, at konkurrencestatens tankegang er et problem, da frihed ikke er at være ubundet af almene menneskelige forpligtelser.
Frihed er at være bundet med de rigtige relationer, hvor man ikke bukker under for den onde konformitet.
Eller som Brinkman selv udtrykker ”Man er selvfølgelig ikke fri, hvis man er bundet med de forkerte bånd, men heller ikke, hvis man ikke er bundet af menneskelige bånd og forpligtelser”.
Det er en utrolig formulering med tanken om, at de sunde relationer giver én frihed. Båndene er nyttige.
De skal kontrolleres, udnyttes og holdes. Båndene er et hjælpemiddel med at finde vejen til friheden gennem labyrinten.
Måske er det denne labyrint, der gør, at vi har svært ved at forstå, hvad der kan ske, når samfundet giver unge friheden til at vælge sin egen vej i livet.
Den danske forfatter Kirsten Hamman har eksempelvis skrevet om hvordan kombinationen af civilisation og sætningen: En hver er ens egen lykkes smed ikke finder vejen til frihed gennem labyrinten.
jeg er ikke en abe
jeg går på mine fødder
ikke på mine hænder, mine splittende-alting-ad
Det kan bevises: Jeg er en borger
jeg har mine rettigheder.
Den civiliserer giver udtryk for hvad vedkommende ikke er, nemlig at jeg´et ikke er primitiv. Et par vers senere siger jeg´et, at ”det er noget jeg har arvet, ligesom udseendet, vi er nødt til at ligne hinanden”.
Det virker til, at jeg´et føler sig hævet over en primitiv tilstand, også i forhold til menneskets natur.
Kirsten Hammen mener indirekte, at vores måde at leve i samfundsændringerne gør, at vi på automatik kommer under konformitet, da vi bliver en del af et gruppepres.
Et gruppepres, som har spredt sig til hele den vestlige verden. Konformiteten har ændret menneskets levevilkår i from af at fjerne os fra naturens side, hvor vi havde brug for få midler, til på den anden side at have en materialistisk tankegang, hvor dannelse og uddannelse er i højkurs.
Så er det en illusion, at studenter har frihed til at skabe sig selv? Eller er det en fælles løgn, som bygger på at finde friheden i en forvirrende tid?
Svend Brinkmann pointere, at trodsalt vi lever i en forvirrende tid, kan hjælpen hentes i at skelne mellem hvad vi har tilfælles med andre mennesker, hvad vi deler med nogle andre mennesker og hvad der kendetegner os selv hver især som et enkeltstående individ.
Men omvendt kan dette komme til udtryk i form af, at alle i højere grad søger omsorg, kærlighed og tryghed, hvilket er en værdi vi hver især deler med vores medmennesker. De fleste i hvert fald.
Skriv et svar