”Simon Peder” & ”Liljen og Dugdraaben”

Indledning
Den litterære periode romantikken begyndte i starten af 1800-tallet. I denne periode satte kunstnere fokus på naturen, idyl og det guddommelige. Forfattere og malere vendte sig væk fra virkeligheden og drømte i stedet om en mere harmonisk og perfekt verden. Under romantikken opstod flere litterære strømninger, og der skelnes blandt andet mellem universalromantik og panteisme.

I digtene ”Simon Peder” (1805) og ”Liljen og Dugdraaben” (1808) skildrer forfatterne det åndelige og guddommelige i naturen, der skal hjælpe mennesket med at forstå dets sammenhæng med det jordiske liv.

Uddrag
De intertekstuelle træk fra Biblen leder mig videre til den litterære periode romantikken. I romantikken opstod universalromantikken. Universalromantikken er kendetegnet ved at forstå verden som en samlet enhed, hvor det åndelige og fysiske hænger sammen.

Denne strømning præger digtet, da den fysiske natur og det guddommelige møder hinanden.

Derudover spiller panteismen også en stor rolle i digtet, hvilket betyder, at Gud er i alt. Simon Peder får som nævnt en åbenbaring i strofe 16 om, at Gud er i alt og hænger sammen med naturen.

Andre strømninger i romantikken læner sig mere op ad dualismen, herunder nyplatonismen, som afspejler splittelsen mellem den virkelige og himmelske verden.

Digtet ”Liljen og Dugdraaben” er skrevet af Schack Staffeldt i 1808. Dette digt blev som ”Simon Peder” også udgivet under den litterære periode romantikken, som den del af digtsamlingen Nye Digte. I ”Liljen og Dugdraaben” føler dråben sig fanget i liljens blade, og den længes efter skyerne og himlen.

Digtet er et episk digt, da der sker en handling undervejs. Dette digt er et traditionelt digt, da der er en fast og struktureret opbygning i forhold til rim og rytme.

De væsentligste motiver i digtet er ensomhed og længsel. Liljen er en ensom blomst, der ønsker selskab. Liljen lukker derfor dråben inde, hvorefter dråben føler sig fanget i det jordiske og længes efter det himmelske.