Indholdsfortegnelse
Emma Emilie Salomonsen
- Hjemmet
- Tjenestefolkenes arbejde
- Handlende

Poul Jørgensen
- Familien
- Leg
- Hverdagen
- Gaden
- Boliger

Uddrag
Emma Emilie Salomonsen
Emma Emilie Salomonsen, født 1902, fortæller om at vokse op i et velhavende hjem, om tjenestefolkene og om livet i gaden.

Hjemmet
Jeg blev født 21. oktober 1902 som datter af fuldmægtig Ole V. Salomonsen og hustru Anna.

Jeg er vokset op i et middelklassehjem under gode økonomiske forhold. De første erindringer fra de tidlige barneår før skolen er knyttet til min mor og fire yngre søskende, 2 brødre og 2 søstre.

Vi boede i en seksværelses lejlighed med et pigeværelse som det syvende. Lejligheden dannede en aflang firkant ud mod gårdsiden, så der var to lange korridorer, køkken og toilet.

En stor stue kaldet børnestuen var vores daglige tumleplads og bedst af alt en mor, der havde sin plads i hjemmet.

En gift kvinde, der arbejdede uden for hjemmet, var så godt som ukendt bortset fra arbejderklassens hustruer, der så godt som udelukkende havde arbejde ved rengøring og storvask.

Vi havde kokkepige, en eller to stuepiger og eventuelt en nurse. Stuepigens dragt var sort kjole, hvid pyntekappe
der nærmest var et bredt bånd med blonde om håret, og et hvidt pynteforklæde. Nursen havde altid et hvidt eller blåt slør. Når vi gik tur på Langelinie om søndagen, så vi mange nurser, der var ude med børn.

Tjenestefolkenes arbejde
Vi havde også en vaskekone. Hun arbejdede i vaskekælderen og skulle så bære hele vasken op til tørring på loftet ad en smal køkkentrappe.

Når tøjet var tørt, skulle det slæbes ned til den etage, hvor det hørte til. Tøjet skulle så stænkes og sorteres i rulletøj og strygetøj. Tøj, der var krølle- og strygefrit, var endnu ikke opfundet.

Duge, lagener og dynebetræk skulle ”trækkes” – det var man to om – og lægges sammen i bunker, der i bredde og tykkelse passede til rullens stokke.

Så slæbte man et par tøjkurve fulde til rullekonen, som tog betaling pr. stok, og i øvrigt udførte sit arbejde ved håndkraft.

Så slæbte man tøjet hjem igen, det blev lagt sammen og kom på plads i linnedskabet. Det tog altså en uges tid at afvikle storvasken, og det gentog sig en gang om måneden.

Hvad strygetøjet angår, må vi lige huske, at før 1914 var det elektriske strygejern endnu ikke opfundet. Man havde flere strygejern sat på en plade på gasapparatet i køkkenet, så man tit kunne skifte strygejern.

Det gjaldt om ikke at få et for varmt strygejern, så man sved tøjet med det. Hvis tøjet blev svedent, måtte det koges om.

Tjenestepigen vaskede gulve og vinduer, bankede tæpper og pudsede lampeglas. Om vinteren skulle hun hver dag fyre op i kakkelovnen. Vi havde fem kakkelovne.

Og brændet skulle hentes fra kælderen. Alt sengetøj skulle absolut slæbes ned i gården og luftes, også madrasserne. De skulle bankes.

Hver dag var hendes sidste opgave at servere te for familien ved 8 tiden om aftenen. Hun havde fri onsdag aften og hver anden søndag, og havde 8 dages ferie om sommeren.

---

Poul Jørgensen
Poul Jørgensen, født 1901, fortæller om et fattigt arbejderhjem på Vesterbro, om huset i Saxogade, gaden, leg i området og biografture. Da han var en 12-13 år gammel, kom familien til at bo på Christianshavn.

Familien
Jeg blev født på Enghavevej 32A 5. sal den 30. august 1901. Min barndom synes jeg var meget lykkelig, selvom den var fattig

som de fleste arbejderfamiliers var dengang. Vi var mange børn, 15 i alt. Min far arbejdede som altmuligmand på ”Gimle”, der var en café på Godthåbsvej. Min mor arbejdede også der, når hun da ikke skulle have barn – og det skulle hun jo tit.

Når mine forældre gik på arbejde, var det fra tidlig morgen til sen aften. Så måtte min ældste bror og jeg passe vores små søskende, og hjemmet også, så godt vi kunne Jeg gik så i skole om formiddagen og min bror om eftermiddagen.

Leg
Om søndagen, når mor og far skulle hvile sig eller mor skulle lappe og stoppe det tøj

vi havde ødelagt i ugens løb, drog vi børn af sted til Frederiksberg Have eller Søndermarken. Om hverdagen holdt vi til på markerne ved Sdr. Boulevard.

Dengang var det gamle byggepladser, hvor der groede græs og ukrudt. Her holdt ”bisserne” også til med deres øl og brændevin.

Men de gjorde os aldrig noget. Vi legede med gamle mursten og indhegnede haver, hvor kun vi måtte være, og vi havde det dejligt. Der var jo også andre børn.