Indholdsfortegnelse
Forside
Indholdsfortegnelse
Wagners Hypotese
Wagners Hypotese Og Arthur Holmes Nye Forklaringsmetode
Arthur Holmers Nye Forklaringsmetode
Drivhuskraften Bag Pladetektonikken
Drivhuskraften Bag Pladetektonikken Og Divergerende Og Konvergerende Pladegrænser Samt
Transforme Forkastninger
Divergerende Og Konvergerende Pladegrænser Samt Transforme Forkastninger
Pladernes Bevægelseshastighed, Samt Vurdering Af Tekst Materiale Og Illustrationer.
Kildeliste

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Alfred Wegener, der blev født i 1880 og døde i 1930, var en tysk meteorolog og videnskabsmand, hvis bidrag til vores forståelse af jordens dynamik og geologiske udvikling er bemærkelsesværdigt.

I 1912 præsenterede Wegener en kontroversiel hypotese, som han kaldte kontinentaldrift. Ifølge denne hypotese mente Wegener, at de kontinenter, vi kender i dag og som nu er adskilt af Atlanterhavet, engang havde været sammenkoblet som en del af et enormt superkontinent ved navn Pangaea.

På den tid blev denne idé afvist af de fleste geologer, men årene efter Wegeners død ville vise, at hans hypotese var utrolig visionær og korrekt.

Wegener støttede sin hypotese ved at påpege, hvordan konturerne af Sydamerika og Afrika syntes at passe sammen som puslespilsbrikker.

For at underbygge sin teori begyndte han at opsøge beviser for, at disse to kontinenter engang havde været sammenhængende.

Han fandt sammenhængende mønstre på begge kontinenter, der yderligere styrkede hans hypotese.

Et afgørende fund var spor af fossiler af Cynognathus, en tidligere landboende reptil fra triastiden, som blev fundet både i Sydamerika og Afrika.

Dette var et overbevisende bevis for, at disse kontinenter engang havde været forbundet. Et andet bevis kom i form af planten Glossopteris, som blev fundet på tværs af de sydlige kontinenter samt i Indien.

Det blev bredt accepteret, at sådanne planter ikke ville have været i stand til at krydse oceanerne, og det styrkede Wegeners argument yderligere.

---

I 1828 fremlagde Arthur Holmes en model, der udvidede Wegeners teori om kontinentaldrift. Holmes mente, at både kontinenterne og jordens skorpe var i bevægelse.

Hans model byggede på konvektionsstrømme, der opstod som følge af opvarmning og nedkøling af jordens mantel.

Når et materiale opvarmes, udvider det sig, og når det køles ned, trækker det sig sammen. Dette fører til opstrømning og nedstrømning af materiale, hvilket skaber en slags rotation i mantlen.

Dette blev sammenlignet med et samlebånd med roterende hjul, der skubbede pladerne af skorpen. Massen flytter sig ned et sted og op et andet, hvilket skubber skorpepladerne. Denne model vakte også kontroverser og blev først videreudviklet efter omkring 30 år.

Efter Anden Verdenskrig blev der opdaget en række oceanrygge. Oceanryggen mellem Sydamerika og Afrika dannede næsten en lige linje, der ville passe sammen, hvis man flyttede Sydamerika og Afrika mod den. Dette førte til lanceringen af forskningsprogrammet "Ocean Drilling Program".