Indholdsfortegnelse
1. Dannelse Af Mineraler Langs Med Andesbjergene Og Den Nordamerikanske Vestkyst.
2. Dannelse Af Jernmalm, Bauxit Og Nikkel I Brasilien
3. Dannelsen Af Nikkel I Ny Kaledonien Og Af Tin I Malaysia
4. Dannelsen Af Mineraler I Uralbjergene
5. Dannelsen Af Mineraler I Sudbury-Området (Canada)
6. Dannelsen Af Mineraler I Sydafrika
Udvinding Af Mineralforekomsterne

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
1. Dannelse af mineraler langs med Andesbjergene og den nordamerikanske vestkyst.
Andesbjergene og den nordamerikanske vestkyst findes ved en subduktionszone, hvor Nacza-pladen og den Sydamerikanske plade mødes.

Dette område er utroligt rigt på forskellige mineraler, herunder guld, sølv, bly, zink, tin, kobber, nikkel, mangan og jern.

Det er vigtigt at huske, at dette "område" er enormt i størrelse. Hele zonen er også mobil, hvilket betyder, at der er vulkansk aktivitet, der spiller en stor rolle i dannelse af mineralerne.

Andesbjergene er blandt de yngste foldningsbjerge på Jorden. For 60 millioner år siden blev de dannet under Den alpine Foldning, da oceanpladen (den Østpacifiske Plade eller Nascapladen) bevægede sig mod kontinentpladen (Den Sydamerikanske Plade).

Oceanpladen fortsætter stadig med at bevæge sig ned under kontinentpladen langs en destruktiv pladerand, hvor der skabes en dybdegrav.

Dette resulterer i jordskælv og vulkanisme på grund af oceanbundens bevægelser, der skråner ind under Andesbjergene.

Vulkanismen er ansvarlig for dannelse af de højeste tinder som keglevulkaner. Ved kontakten mellem de to plader under bjergene skaber den store energi, høje temperaturer og tryk, magmaer, som indeholder værdifulde mineralforekomster, smeltes fra store stenmasser.

Det er primært magmatiske mineralforkomster, der findes i denne zone. Oceanbundspladen med malmforekomster glider ned under Andesbjergene, smelter og bliver til magma.

Hvis magmaen indeholder meget vand, frigives det sammen med reststofferne (kobber, guld, zink, bly m.fl.). Disse stoffer trænger ud i omkringliggende bjergarter og udskilles ved tryk- og temperaturfald.

Udskillelsen af mineralerne kan nogle gange først ske, når opløsningen når havbunden eller jordoverfladen, hvor den afkøles og udsættes for trykfald.

Metallerne udskilles ofte som sulfider, hvilket betyder, at de er bundet til sulfidioner (S2-). Dette gør det vanskeligere at adskille metallerne fra resten, og resultatet bliver ofte svovldioxid (SO2), der er syreholdigt i vandige opløsninger.

Under afkølingen i magmakammeret størkner de forskellige mineraler gradvist på forskellige tidspunkter på grund af deres forskellige smeltepunkter.

Dette medfører adskillelse og koncentration af mineraler med forskellig massefylde og opløselighed, som derefter bundfældes.