Indholdsfortegnelse
1. Beskriv Beliggenheden Af Jordens Jordskælvszoner Og Vulkanzoner. Fremhæv Sammenhængene Mellem Pladerandstypen Og De Geologiske Aktiviteter.
- Jordskælvszoner
- Spredningszoner
- Subduktionszoner
- Bjergkædedannelse
- Bevarende Pladegrænser
- Vulkaner
- Vulkaner Ved Sprednings Zoner
- Vulkaner Ved Underskydningszoner

2. Ved Hjælp Af Teorien Om Pladetektonik: Forklar Hvordan Vulkanisme Opstår Ved Konstruktive Og Destruktive Pladerande Samt Hot-Spots, Idet Du Gør Rede for Følgende:
A. Forskellene På Kegle- Og Skjoldvulkaner
B. Forskellene I Magma/lava-Materiale
- Skjoldvulkaner
- Keglevulkaner
- Eksplosionsvulkaner
- Magma

3. Vælg En Case Omhandlende En Vulkan Og Dens Udbrud. Gør Rede for Vulkanens Beliggenhed Og Geologi, Konsekvenserne Ved Tidligere Eller Fremtidige Udbrud. Kom Herunder Ind På Vulkanudbruds Mulige Effekt På Jordens Klima.
- Yellowstone
- Tre Store Udbrud

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Pladerne på jordens overflade er som brikker i et unikt puslespil, og det er netop ved kanterne af disse plader, at vi finder de mest markante forskelle i jordens højdeniveauer.

Dybhavsgrave dannes, når én plade glider ned under en anden. Majestætiske bjergkæder opstår, når to tykke plader kolliderer voldsomt. Det er også ved pladernes kanter, at de fleste og største jordskælv opstår.

Derfor er det afgørende at kende præcist, hvor pladernes kanter befinder sig. Ved hjælp af satellitmålinger har man de seneste 15 år kunnet bestemme havdybderne med stor nøjagtighed.

Dette har gjort det muligt at kortlægge en bred vifte af strukturer på havbunden langt mere præcist end tidligere, hvor man primært benyttede skibs- og ubådsobservationer.

Denne information er af enorm betydning, da variationerne i havbunden kan knyttes sammen med pladetektonikken og jordskælvene.

Jordskælvszoner
Ved jordens pladegrænser, hvor lithosfærepladerne støder sammen, dannes der tre unikke typer af jordskælvszoner. Hver af disse jordskælvszoner har sit eget karakteristiske "fingeraftryk", der relativt let kan adskilles fra hinanden.

DE TRE TYPER ER:
• Spredningszoner hvor pladerne glider fra hinanden og ny skorpe dannes.
Den midtatlantiske højderyg ned gennem Atlanterhavet er en spredningszone.

• Subduktionszoner/overskydningszoner hvor en plade presses ned under en anden og omdannes.
Dybhavsgravene rundt langs Stillehavets kyster findes i forbindelse med subduktionszoner.

• Bevarende pladegrænser, hvor pladerne glider forbi hinanden.
San Andreas forkastningen i Californien er det kendteste eksempel herpå.

Spredningszoner
I en spredningszone, hvor pladerne skilles ad og bevæger sig væk fra hinanden, strømmer magma op fra jordens indre og danner en langstrakt bjergkæde på havbunden.

Denne type bjergkæde kaldes en midt-oceanryg. Et bemærkelsesværdigt træk er, at man faktisk kan følge et omfattende system af midt-oceanrygge fra den midtatlantiske ryg og videre sydpå omkring Afrika, gennem det Indiske Ocean, sydpå omkring Australien og op gennem Stillehavet mod Californien.

Nord for Island har satellitmålinger vist, at systemet fortsætter nordpå omkring Svalbard og østover mod Rusland. Den samlede længde af spredningszonen overstiger 60.000 km.

I spredningszoner oplever man primært jordskælv tæt på overfladen, der udløses i pladen mellem overfladen og en dybde på cirka 10 km.

Under pladerne er materialet hverken smeltet eller under stor spænding, der kunne udløse større jordskælv, da det er for blødt. Til gengæld er der en betydelig vulkansk aktivitet i hele zonen.

Island er særlig interessant, da øen ligger direkte oven på den midtatlantiske spredningszone. Derfor er der også en markant vulkansk aktivitet på Island.

I takt med at pladerne bevæger sig fra hinanden under Island, vokser øen faktisk år for år og bliver stadig større.