Op, al den ting, som Gud har gjort | Analyse

Indledning
Hvis der er noget der i særlig grad har påvirket litteraturhistorien, så er det Gud. Generelt har vores forståelse af Gud i gennem tiden hjulpet os til at forstå os selv.

Vi kan f.eks. forstå os selv som utilstrækkelige set i forhold Guds hærlige skaberværk som i ”Op, al den ting, som Gud har gjort” af Brorson eller vi kan forstå os selv og vores liv på jorden som meningsløst og håbe på en meningsfuld verden på den anden side som i ”Ked af verden

kjer ad himmelen” af Kingo. Vores selvbillede er altså i høj grad blevet skabt i relation til Gud, og det ses tydeligt i litteraturen.

Uddrag
Ser vi på Brorsons sprogbrug og ordvalg, så er det særligt interessant at observere at Brorson i sin beskrivelse af naturen i særdeleshed benytter sig af verber frem for adjektiver.

I den sammenhæng er det også at observere hvordan han i vid udstrækning benytter sig af besjæling. ”(..)hvor stjerneflokken blinker, hvor mildt enhver imod mig ler og op til himlen vinker?” (l.26-28).

Citatet er fra vers syv og viser eksemplarisk hvordan Brorson beskriver naturen ved selv at lade den handle. Det er her stjerneflokken som både ”blinker”, ”ler” og ”vinker”.

Der er i øvrigt flere eksempler på at naturen beskrives ved at være handlende; dette er primært i metaforisk forstand som i ovenstående eksempel.

Det der sker når Brorson beskriver naturen på en sådan måde er at der sker en ændring i det der kan betragtes som en magtrelation imellem natur og menneske.

Den klassiske måde at beskrive naturen på ville være vha. adjektiver hvor det er tydeligt at det er mennesket som pålægger naturen forskellige prædikater og dermed mennesket som har magten.

Men her i denne tekst er det naturen selv der handler. Det er mennesket som er den underlegne der ikke magter at beskrive naturens herligheder og som derfor beskriver den ved dens handlen. Man kan

tilnærmelsesvis sige at naturen beskrives ved sin egen personlige vilje. Det skal dog ikke forstås sådan at fortælleren ikke selv aktivt beskriver naturen.

Det sker blot altid med en vis ydmyghed. ” (…) når fuglesangen sammenslår som tusind harpestrenge?” (l.19-20).

Her beskrives fuglesangen som lyden af tusind harpestrenge, dog stadig som handlende ”sammenslår”.

Det vigtige er, som kort nævnt i ovenstående, blot at lægge mærke til den ydmyghed som gennemsyrer beskrivelsen af naturen og dermed forholdet imellem menneske og natur. Brugen af verber understrejer dette forhold, den handlende natur.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned Få adgang nu