Opgavebeskrivelse
Skriv en analyserende artikel, hvor du undersøger fremstillinger af barndommen. I din artikel skal du analysere og fortolke Naja Marie Aidts ”Ond i sulet” (tekst 2a) og perspektivere til Jens Baggesens ”Da jeg var lille” (tekst 2b). I din undersøgelse skal du anvende relevante tekstnedslag og særligt fokusere på:

• At analysere og fortolke de litterære virkemidler i ”Ond i sulet” (tekst 2a), herunder fortællerens rolle og fremstillingen af forholdet mellem de to søstre.

• At inddrage ”Da jeg var lille” (tekst 2b) i en perspektivering til det overordnede emne for artiklen.

• At formidle din tekstforståelse klart for din læser med en fokuseret indledning og en nuanceret afslutning.

Omfang af din artikel: tre-fire normalsider à 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum).

Indholdsfortegnelse
Opgaveformulering
Naja Marie Aidt: ”ond I Sulet” (1993)
Jens Baggesen: ”da Jeg Var Lille” (1785)

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
NAJA MARIE AIDT: ”OND I SULET” (1993)
Først sov vi i køjeseng, kan du huske det? Du i den underste med dine lavendeløjne og den søvnige mund.

Med din hud der var mørkere end min, og allerede dengang ru og tør over hele kroppen, med dine lange smalle fødder der stak ud under dynen; du ville så gerne sove.

Men jeg lå ilter og urolig i overkøjen og gav dig ikke et øjebliks fred. ”SOVER DU” råbte jeg, lige når jeg på luften i vores værelse kunne fornemme at du var ved at slumre ind.

Jeg stak mit hoved ned til dig og stirrede så indædt på din nakke, at du mærkede det og var nødt til at svare.

Og når du til sidst var blevet så hengivent træt, at mit storesøsterblik ikke kunne trænge ind til dine tanker, så kravlede jeg med hjertet oppe i halsen ned i din fodende og ruskede dig

rev din dyne af og kildede dig under tæerne, midt på foden hvor det er værst, lige indtil du begyndte at græde.

Jeg ville ikke være alene, jeg kunne simpelthen ikke tåle det; mørket og alle vores dukker der sad og blev onde i sulet.

Du græd højt og jamrende som en kat, og jeg lod dig være for at undgå vores mors skridt på gangen, de hårde hæle mod gulvet, døren der irriteret blev smækket op.

Nogen gange lod jeg dig sove et par timer, mens jeg lå og bevægede mig ovenover, tændte sengelampen og læste Anders And blade, til mine arme begyndte at prikke og jeg blev helt sort indeni af skræk og rædsel og overtræthed.

Forstår du, allerede dengang kunne jeg ikke overgive mig. Jeg lod dig sove et par timer, og så var jeg der igen.

”Heleeeene, vågn op, jeg skal fortælle dig noget meget hemmeligt …” Jeg piskede en stemning op, jeg pirrede dig, jeg prøvede at gøre min hemmelighed mere interessant end det, du lige lå og drømte.

Men du var så udmattet. Jeg bønfaldt dig og truede dig og nev dig hårdt i fødderne. Jeg hviskede ind i dit lille øre, men du mumlede bare og trak hovedet til dig, rullede dig sammen og vendte mig ryggen.

Så det endte altid med, at du fik mig til at græde. Jeg lå op ad din sovende ryg og hulkede i vilden sky, jeg lå og elskede dig med hud og hår og man kan godt sige at jeg nassede på din varme.

Din ligefremme, enkle søvn. For du ved jo godt at jeg altid har kolde hænder selv, og det har jeg den dag i dag. Jeg lå og hadede dig af alle kræfter og gjorde din dyne og dit hår vådt med tårer og savl.

Men op til mig selv kravlede jeg altid til sidst. Jeg ville alligevel ikke have at du skulle se mig så svagelig den næste morgen, at du skulle spørge mig hvorfor jeg lå i din seng.

Så fik jeg et værelse for mig selv oppe ovenpå. Det var da vi var større, jeg havde vel allerede gajoler over min let opspilede barnemave på det tidspunkt.

Det kom sig af at du havde klaget til vores mor. Du havde sladret og sagt, at jeg ikke ville lade dig sove. Du havde fortalt om det, og det findes der ingen tilgivelse for.