Indledning
Analysen har fokus på personernes indbyrdes relationer, symbolik, personkarakterstik(personudvikling), og til slut en fortolkning og perspektivering.

I den forholdsvis korte novelle er vores hovedperson og novellens fortæller en storesøster, der ser tilbage på sin opvækst.

Hendes tema og fokus ligger på hendes evige angst for at være alene, som især kommer til udtryk om natten, og på hvordan denne angst har indvirket på hendes forhold til især lillesøsteren.

Novellen ”Ond i sulet” er en novelle, med typiske genretræk. Novellen kan sættes ind i berettermodellen, få personer som nævnt, in medias res og åben slutning.

Det specielle er, at historien er en direkte henvendelse til lillesøsteren næsten som et brev. Allerede i starten ser man, at den er fortalt direkte til lillesøsteren.

”Først sov vi i køjeseng, kan du huske det”. Det virker som om, at fortællerens eneste tryghed ligger ved lillesøsteren. Fortælleren har ikke det bedste forhold til hendes mors mand: ”Vores mors nye mand, der gerne vil gøre noget godt…”.

Indholdsfortegnelse
Konklusion

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Sproget i novellen er tydeligt og voksent, hvilket blot giver fortælleren den voksne karakter. Der fremkommer mange billedsprog og symbolske beskrivelser.

Fortælleren fortæller, om hvordan hun vil slæbe Helene ud på havet: ” Jeg var ikke en drillepind, forstår du nok, jeg var bare så bange, jeg ville bare trække dig ud på havet, hvor jeg selv var havnet.

Ud i bølgegang, trække dig med ned i det sorte vand, hvor man ikke kan trække vejret.” citatet understøtter, at den eneste hun føler hun kan stole på, er lillesøsteren.

Det viser også, at fortælleren godt selv er klar over, at hun er ensom og næsten fortabt. Havet symboliseres til den store uendelige ensomhed hun har.

Fortælleren har også mange indre konflikter som mange ikke kender til. Dog er fortælleren bange for at vise sit ”rigtige jeg”. Hun vil ikke have nogen ser hendes problemer:

”Men op til mig selv kravlede jeg altid til sidst. Jeg ville alligevel ikke have at du skulle se mig så svagelig den næste morgen, at du skulle spørge mig hvorfor jeg lå i din seng.”

Hvis fortælleren havde været mere bevidst om at hun behøvede hjælp, så ville hun nok ikke have havnet det sted, hvor hun er i dag

men derfor burde familien også kunne se, at hun behøvede hjælp, for oftest kan det være svært selv at se sine egne problemer.

For fortælleren har det stadigvæk ikke godt. Ensomheden og ulykkeligheden præger hende stadig meget.

Det er som om at fortællerens tilstand bliver forværret. Førhen i tiden, havde hun en person hun kunne relatere til, men eftersom hun nu føler sig forrådt af Helene

er der ingenting, som kan gøre hende glad: ” Forstår du, al den is under huden gør at varme ting smelter inden de når ind til knoglerne og indvoldene”.

Novellen skal fortolkes sådan at man skal kunne se hvordan det kan være at vokse op med psykiske problemer. I dette tilfælde lider hun af angst og ensomhed.

En vital ting er virkelig det her med hvordan ens miljø kan påvirke det fordi hendes moren og lillesøsteren reagere ved at tage afstand, fordi hovedpersonens adfærd virker urimelig, og fordi de ikke forstår, hvad der ligger bag.

Morens sprogbrug illustrerer, at især moren misfortolker hovedpersonens adfærd som drilleri og pjat og derfor skælder hende ud i stedet for at hjælpe hende.