Indledning
Jeg tænker ofte over, hvem de mennesker, jeg omgås med, virkelig er. Det er absurd, at mange har en anden side, end den de viser, men igen er det noget af det mest banale i verden.
Det drejer sig i princippet om måden, hvorpå man iscenesætter sig selv; er man den komiske person, hvis jokes og kommentarer kan få alle til at falde ned af stolen
eller kender folk dig som typen, der sidder bagerst i klassen med hovedtelefoner på og ser så død ud, at tøjet og vibrationerne fra hovedtrommerne er de eneste livstegn?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Det er normalt ikke en side, som man plejer at tale om. Tværtimod. Man tenderer ofte til at skræmmes - måske endda væmmes - ved denne side, da det er tilstanden
hvori association distanceres fra refleksion, og hvor distinktion, der normalvis relaterer sig til det distancerende semantiske felt, bliver det mindst fremmede.
Dette er dog absolut ikke altid tilfældet, da man også kan have en dobbeltgænger, som man er stolt af, eller mere en side af sig selv man beundrer og tilstræber, men ikke altid har mod til at være.
Som mange andre har jeg personligt selv også en dobbeltgænger. Det er ikke en side af mig, som jeg frygter spor meget, dog mere en side jeg elsker og ikke vil af med.
Det er mit digitale jeg. På internettet er jeg ikke Mig, der er jeg fuldkommen anonym. Et individ med mange holdninger og synspunkter, som jeg på nettet ikke er bange for at dele med andre.
Det er trods alt også en tand nemmere at være sig selv på nettet. Man kan dele alt, som hjertet begærer, uden at blive såret af andres kritik til ens holdninger især grundet det faktum, at man er anonym.
Det er beroligende, at ingen kender til ens fuldkomne jeg. Denne dobbeltgænger forsvinder aldrig, den gemmer sig blot med tvang bag en facade.
En facade jeg egenhændigt vælger at iklæde mig. Det er den nemme udvej, som mange vælger at tage i brug. Jeg har nok selvkontrol til at kunne pakke dobbeltgængeren væk på kommando.
Skriv et svar