Indledning
Naturen - en bemærkelsesværdig, unik og selvbestemmende del af vores planet - har splittet befolkningen i to.
Nogle ser den som en pragtfuld og uundværlig del af livet, og de kan tilbringe flere timer i dens selskab hver dag.
Andre finder den besværlig, irriterende og blot i vejen. Men naturen tager ikke hensyn til denne opdeling. Den fortsætter sin egen cyklus, hvor den fødes igen hvert forår.
Den blomstrer op og viser sig i al sin pragt med træernes grønne blade og blomsternes regnbuefarver i utallige former og størrelser. I efteråret dør den igen, bladene falder af træerne, og blomsterne trækker sig tilbage i deres vinterhi.
Naturen er altid til stede for os mennesker, men i vores industrialiserede samfund overses den ofte, og store skovområder omdannes til fabriksbygninger eller urbanisering.
Ikke desto mindre har naturen vist sin modstand mod disse indgreb ved at sende stadigt voldsommere vindstød hen over landet og græde tårer, der oversvømmer større og større landområder.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
I tredje og sidste strofe vender væksten og udviklingen til det bedre igen. Strofen begynder med "Og en dag sprang lyngen i skov", og nu er det ikke længere Danmark, der er fanget i lyngen.
Lyngen begynder at trække sig tilbage med hjælp fra landmændene. "Og øksehug bankede en ny rytme ind i kroppen."
Landmændene begynder at fjerne lyngen og fælde træer, så de kan dyrke jorden igen. Dette betyder også, at jorden bliver næringsrig igen.
Men det er ikke kun landbruget, der kommer i gang igen. Nej, hele Danmark oplever positiv vækst, "og fine hvide røgsøjler steg mod en blå forårshimmel".
Industrien kommer i gang igen, og det medvirker til, at Danmark igen kan producere ting, og landbruget kan dyrke deres marker samtidig med, at det giver ny og forbedret energi og vækst til Danmark.
Strofe 3 og digtet afsluttes med ordene: "En dag vidste alle, at det umulige var sket." Det umulige, der er sket, er, at mennesker igen kan se naturen som noget vidunderligt og ikke kun som en plage. Der er fundet en balance mellem industri, byudvikling og naturen. Nu er der plads til alt og alle.
Knud Sørensen har skrevet sit digt med inspiration fra både romantikken, modernismen og en smule postmodernisme.
Romantikken kommer delvis til udtryk i strofe 1, hvor han skriver: "Lyngen rykkede frem mod de forfaldne lader og gjorde forfaldet romantisk og malerisk."
Skriv et svar