Indledning
Forventninger fylder i dagens Danmark meget, og mange forskellige mennesker har forventninger til dig. Men så snart man gør det godt i skolen og får 12-taller, bliver det forbundet med ens selvværd.
Alligevel er et 02 heller ikke godt nok. Burde en karakter virkelig skulle definere hvilken person du er? I nedestående tekst vil der blive gået i dybden med retorisk stillede spørgsmål, og hvordan der bliver snakket til patos.
Man kommer tæt ind på hvordan afsenderene har det, og hvad blot en enkelt karakter fylder i hverdagen, i de to tekster af Sofie Nellemann og Caroline Thorsfelt.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Vi bliver i citatet ovenfor, sat ind i hvilke konstante op- og nedture der er, ved at skulle være god nok i forhold til karaktere.
Ved brug af en metafor bliver der dannet et billede af, hvordan Caroline Thorsfelt har det med at hun selv betegner det med at være bestået som noget positivt, hvor hun så faldt ned ad stigen der repræsenterer hende og hendes selvværd, hver gang folk gav hende blikket.
Det at afsenderen bruger denne metafor, er med til at give modtageren et billede af hvordan hun har det, hvis ikke modtageren selv kender følelsen, derved skabes der medfølelse for Caroline Thorsfelt, da der tales til modtageren følelser, og der bliver derfor appelleret til patos.
Der bliver i Sofie Nellemann kronik også gjort brug af billedsprog, hvor der bliver appelleret til patos. Vi bliver sat ind i, hvor mange fordomme der er ved at være en ”12-talspige”, da de bliver sammenlignet med kedelige grå robotter og færdige slutprodukter.
Man hører også at Sofie Nellemann selv har oplevet dette, da hun i den første del af teksten skriver ”Jeg er træt. Træt af at blive stigmatiseret som en stakkels usikker pige, der har ondt i selvværdet”.
Der bliver her talt til modtagerens følelser, da irritationen ved at blive stemplet går ind og forstærker følelserne hos modtageren.
Der bliver ved hjælp af metaforer i teksten, skabt en forståelse for, hvad det er 12-talspigerne står over for.
”Du må gerne være ambitiøs, men ikke for ambitiøs; dygtig, men ikke for dygtig. Det er en forbandet raffineret måde at bruge janteloven på”
Det tales her i Sofie Nellemanns kronik til læseren følelser, da der bliver bygget på vreden af den danske jantelov.
Der bliver appelleret til patos, da læseren får medlidenhed for afsenderen, ligesom i Caroline Thorsfelt blogindlæg.
”Hvorfor er mit snit ikke bare fantastik flot og godt gået? Hvorfor hører jeg kun om de negative effekter ved at være ung, ambitiøs pige? Hvorfor er mit køn overhovedet relevant i den sammenhæng?”
Skriv et svar