Indledning
I nutidens verden møder vi oftere og oftere debatter om retfærdighed, ligestilling og forskelsbehandling.
Nu har disse debatter også nået et område, som den litterære kanon, der har været kendt i lang tid og som historisk har påvirket vores kulturelle og nationale udvikling.
Nogen mener at kanonen er blevet for gammel og skal ændres pga. manglende kvindelige repræsentanter. Nogen andre mener, at den skal forblive som den er, fordi det er vores historiske baggrund og struktur.
Forleden læste jeg tre forskellige artikler hvor forfatterne debatterede om den ovennævnte problemstilling, fra deres forskellige personlige perspektiver.
Indholdsfortegnelse
FCK er ligesom den litterære kanon
Den litterær kanons styrke
200 år
Der skal ikke ændres på historien!
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
200 år
I den sidste tekst roser Mogens Bjerring-Hansen ideen om den litterære kanon. Han siger bl.a., at indholdet af kanonen er rigtig idet de valgte værker er metaforisk meget vitaminrige.
Det er altså en liste af værker af værdi og kvalitetstekster. Og selvom litteraturen i sig selv skal være fri og varierende, skal undervisningen fremhæve og fokusere på det allerbedste.
Disse værker synes han ydermere indeholder en særlig uddannelsesmæssig og en såkaldt opdragende værdi. Hans synspunkter er med andre ord meget konservative ift. de Cathrine og Morten. Han citerer bl.a.
Paul V. Rubows provokerende formulering om litterær holdbarhed ”Om en forfatter er frisk, kan først konstateres om 200 år” (s.4 l. 12). Vi skal altså ikke rydde op i det her når vi nu har bestemt hvad der er kvalitet.
Så må vi lige vente 200 år før vi udvider denne kanon. Han siger dog selv at det er lidt på spidsen, men det er ikke ensbetydende med at det er forkert.
Der skal ikke ændres på historien!
Som Hesseldahl siger repræsenterer kanonen den historiske hovedvej. Der er simpelthen nogle værker, som er vigtige netop pga. de både var historieskabende og med til at definere os som en nation.
Kanonens værker har altså været en vigtig og holdbar eksponent for oplysningstiden, de har givet os national stolthed
åbnet vores øjne for det danske natur og den danske folk, og hele denne historie har været vigtig for Danmarks kulturelle udvikling. En forfatter som Grundtvig har
eksempelvis været afgørende for folkeoplysningen, og senere har Rifbjerg stillet spørgsmålstegn ved konformiteten og ensretteheden blandt den almindelige danske befolkning.
På den vis har de valgte forfatterskaber ikke kun været en del af den danske identitet, men også været med til at kritisere det danske, ved netop at tage de kritiske forfattere med i den litterære kanon
Og det er simpelthen hvad man historisk set har taget udgangspunkt i. Derfor er der ingen grund til at lave om på kanonen og dermed på historien ved at tilføje nogen nye forfattere, som ikke har en særlig stor historisk betydning, selvom de utvivlsomt kan være talentfulde.
Skriv et svar