Indledning
Kanonforfattere; en liste af forfattere som har haft størst betydning i og for Danmark – i hvert fald ifølge dem, der har sammensat listen.
En liste, som skal bruges i undervisningen af alle landets børn og unge, og som derfor har stor påvirkning på danskernes syn på Danmarks kultur, samt børn og unges tidlige læseoplevelser.
Men er det egentlig muligt at udpege specifikke forfattere som de mest betydningsfulde for dansk kultur?
Og i så fald, siden mænd udgør tretten ud af fjorten forfattere på listen, påstår skaberne så, at det overvejende er mænd, som har skabt dansk kultur?
Cathrine Rasch og Morten Hesseldahl argumenterer i hver deres debatindlæg for to modstridende syn på kanonforfatterne.
Hesseldahl mener, at kanon er helt essentiel, mens Rasch ikke synes, at der er nok repræsentation på listen.9
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Jeg mener, ligesom Rasch, ikke, at problemet ligger i indholdet af kanonlisten. Selvom forfatterne overvejende er hvide mænd, har de ikke alle samme holdning eller livserfaring.
Og dansk kultur er vigtigt. Fx var Martin Andersen Nexø kommunist og opvoksede i en fattig arbejderfamilie med 9 børn.1
Han beskriver i Lønningsdag (en idyl), hvordan arbejderklassen blev udnyttet. Herman Bang var homoseksuel, og gennem bl.a.
Irene Holm og Frøkenen fortalte han, hvordan det var ikke at passe ind i samfundet. Der er altså et udsnit af vidt forskellige oplevelser, sociale lag og problematikker på listen af kanonforfattere.
Men det betyder ikke, at den er repræsentativ. En mand kan stadig ikke fortælle, hvordan det er at være kvinde – især ikke da kvinder har været undertrykt i århundreder, og altså derfor ikke har haft tæt på samme livsoplevelse som mænd.
De har ikke haft den frihed, som mænd havde. Og selvom der findes mange gode kvindelige forfattere, som skildrer denne ulighed – bl.a.
Leonora Christina Ulfeldt (1621-98) i selvbiografien Jammersminde, og som i Hæltinders Pryd protesterer over at, kvinden skulle stå under manden2 – er der kun én kvindelig forfatter på listen.
Mange vil modargumentere med, at der skal fokuseres på kvalitet fremfor køn, og at listen derfor ikke skal revideres.
Men dette argument, vil jeg påstå, er direkte sexistisk. Her fremkommer altså en holdning til, at der er flere mænd en kvinder, som har skrevet god, betydningsfuld litteratur, siden tretten ud af de fjorten af forfatterne er mænd.
Skriv et svar