Indledning
Er der grænser for hvad forfattere kan tillade sig at skrive om i børnelitteratur? Det er et emne som ofte er i debat for tiden.

Bliver børn en afspejling af hvad de får læst som lille, eller er det blot underholdning i deres øjne? Jeg vil her komme med mit synspunkt samt forholde mig til Sofia Jupither, og Anita Brask Rasmussens synspunkter på sagen.

Sofia Jupither har skrevet en kort tekst hvori hun mener at Teaterstykket Kardemomme by skader børnene og hun er mildes talt forarget.

Hun mener at måden hvorpå kønsrollerne bliver portrætteret er forældet og låser børns fantasi af sig selv og deres rolle inde i et gammelt mandsdomineret verdenssyn.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Så jeg forstår godt Sofia Jupithers synspunkter, og jeg mener også at vidt udbredt børnelitteratur ikke bør indeholde et mandschauvinistisk kønsrollesyn.

Jeg er også overbevist om at det kan være ”skadeligt” for barnet, men som nævnt så er der ikke så meget man kan gøre ved problemet.

Hvis man satte juridisk kraft ind og simpelthen gjorde det ulovligt for forfattere at skrive visse ting i børnelitteratur, ville det også være et brud på grundloven.

I Danmark har vi ytringsfrihed, og det vil sige at staten ikke skal bestemme hvad man må skrive og hvad man ikke må skrive.

Hvis vi gjorde det ulovligt at skrive visse ting, ville Danmark komme til at minde mere om Kina hvor der er censurerede medier og meget begrænset adgang til internettet.

Som lille fik jeg læst Mustafas Kiosk, og Min Mormors Gebis, begge bøger, som er skrevet af Jakob Martin Strid.

Begge af disse bøger belyser at vi lever i et mangfoldigt samfund og der er folk som ikke ligner en selv, men det gør dem ikke farlige.

I ”Min Mormors Gebis” er der blandt andet en historie om sørøvere, der spiser kanonkugler og drikker rom, hvor jeg kan huske jeg som lille tænkte;

”De er sgu da godt nok spøjse.” men efterfølgende finder man ud af at disse sørøvere faktisk er sjove nok, og af den grund lærer børnene at bare fordi folk ikke ligner en selv, er de ikke farlige.

Anita Brask Rasmussen mener i en artikel som hedder: ”Er børn ligesom aber?”, at der findes to hovedsynspunkter, til sagen om hvad børn burde læse. Nr. 1: ”Børn kan tåle stort set alt.”