Listen | Analyse

Indledning
Kortfilmen ”Listen” som er instrueret af Rungano Nyoni og Hamy Ramezan, blev udgivet d. 15. maj 2014

Kortfilmen omhandler en kaotisk og forvirrende situation på en mørk politigård i København, hvor den indre konflikt i filmen indtræder

da en anden etnisk dansker forsøger at formidle hendes problemer i hjemmet ved hjælp af en korrupt tolk, som mener at imamen er vejen ud af hendes problemer.

Derfor fejltolker tolken hovedpersonens erindringer om vold i hjemmet, og da hovedpersonen får en fornemmelse af dette, opstår den ydre konflikt, og situationen spidser til.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Det neutrale forhold mellem tolken og hovedpersonen udvikler sig hurtigt i en negativ retning, grundet opfattelsen af at tolken oversætter hovedpersonens problemer forkert.

Yderligere er politiet og hovedpersonen forhold neutralt i starten, men dette udvikler sig også i en negativ retning, fordi situationen spidser til, og hovedpersonen hæver stemmen.

Politiet mener ikke hun opfører sig ordentligt, men i stedet forlanger ting af dem, samtidig med at hun er respektløs, i forhold til den hjælp som politiet udbyder.

Forholdet mellem tolken og politibetjentene er til dels meget troværdigt, da det er dem som har ansat hende, og derfor forventer at hun udfører sit job retmæssigt.

Dog tyder det ikke på at nogle personlige forhold er indblandet mellem dem, og hun er der derfor kun er professionelle årsager.

Frygten for manden i den muslimske familie, som hovedpersonen tilhører, beskriver meget konkret hvad forholdet i familien er, nemlig at manden besidder magten i familien.

Alligevel viser sønnen, som hovedpersonen har med på politigården, at respekten for faderen er større end frygten, og dette lægger grundlag for, at han vil have sin mor med hjem igen i stedet for at fortælle politiet, hvad der faktisk foregår i hjemmet.

I starten af kortfilmen udspiller der sig meget gentagende sprog, i forhold til hvad hovedpersonen har af problemer. Sætningerne er bl.a. ”jeg går ikke tilbage” (1.56)”

”Han slår mig” (1.46), ”Jeg beder om hjælp” (1.32). Sætningerne, og måden hovedpersonen siger tingende på, er meget stereotypisk, i forhold til hvad hun har gået igennem.

Yderligere er sætningerne præget af en desperat tone, og det gentagende sprog bidrager til, at hendes ytringer skal forstås i en seriøs forstand.

Kortfilmen udspiller sig fra tre overordnede perspektiver i afhøringslokalet, som yderligere bidrager til, at forskellige synsvinkler træder i kraft.

Det første perspektiv som indtræder i kortfilmen, er hovedpersonen (0.52), dernæst er det tolken, som vises

hvor hun sidder og kigger på hovedpersonen (1.47), og til sidste er det politiet, som sidder og overværer samtalen mellem hovedpersonen og tolken (2.47).