Problemformulering
Hvordan udviklede kvinderettighederne sig i perioden fra 1871 og frem til 1915, og hvordan har retorikken i ligestillingsdebatten udviklet sig fra 1915 til 2020?
1. Redegør for de danske kvinders vej til stemmeret med udgangspunkt i perioden fra det moderne gennembruds start i 1871 til og med 1915.
2. Foretag en kildekritisk analyse af Jutta Bojsen-Møllers tale på Himmelbjerget den 6. juni 1915, og analyser i forlængelse heraf, hvordan ligestilling og kvinderettigheder italesættes stilistisk og retorisk.
3. Diskuter og vurder, hvordan ligestilling og kvinderettighederne har udviklet sig fra 1915 til i dag med udgangspunkt i Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla i 2020.
Indholdsfortegnelse
Indledning 2
- Motivation 2
- Problemformulering 2
- Metodeafsnit 2
- Afgrænsning 2
Redegørelse 3
Analyse og fortolkning 5
Diskussion og vurdering 7
Konklusion 8
Litteraturliste 9
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Tilbage i 1849, da grundloven blev vedtaget, blev de såkaldte 7 F'er ikke fundet værdige til stemmeret. Dvs. Fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere.
Ved grundlovsændringen i 1915 fik fruentimmerne, altså kvinderne, valgret efter en lang og hård kamp for at blive opfattet som gyldige medlemmer af det danske samfund
I 1871 blev Dansk Kvindesamfund stiftet som den første danske kvindesagsbevægelse. Stifterne bag denne bevægelse var Frederik og Mathilde Beyer. I et møde i denne forening, tilbage i 1884 at kravet om politisk valgret blev foreslået.
Af ren frygt for politikernes og befolkningens reaktion, blev dette forslag nedstemt. Foreningen ville ikke risikere at indtage for radikale standpunkter, grundet at Dansk Kvindesamfund repræsenteret mange forskellige holdninger og værdier.
Eftersom at kvindebevægelsen protesterede mod forenings moderate kurs, blev en ny organisation oprettet i 1885; Kvindelig Fremskridtsforening.
Politisk valgret til kvinder var stadig deres formål og blev derfor skrevet ind i deres formålsparagraf senere i 1888. Kvindelig Fremskridtsforening havde et socialistisk standpunkt og havde dermed mange arbejdskvinder som medlemmer.
Derudover, adskilte foreningen sig fra Dansk Kvindesamfund, ved kun at optage kvinder som medlemmer.
Det var i 1886 da det første lovforslag om kommunal valgret blev stillet i Folketinget af en venstrepolitkker, Frederik Bajer.
Støtteerklæringer blev sendt fra både Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Fremskridtsforening som støttede op om lovforslaget til Folketinget.
Dansk Kvindesamfund besluttede sig derfor at starte en underskiftsindsamling for at få flere danske borger med på bølgen; dog resulterede indsamling i 2000 underskrifter.
På det tidspunkt blev der udskrevet valg, hvilket gjorde at lovforslaget ikke nåede til Landstinget. Da lovforslaget så blev fremsat for anden gang, formåede Dansk Kvindesamfund at indsamle 20,000 underskrifter over hele Danmark.
I 1887 holdt Kvindelig Fremskridtsforening et stort offentligt protestmøde, hvor valgretskravet blev udvidet til også at gælde valgret til Rigsdagen.
Senere i 1889, blev den første rene valgrets organisation etableret af Kvindevalgretsforeningen.
Organisationens medlemmer havde som deres eneste formål til at møde op til Rigsdagsvalget i 1890, for at få mulighed for at stille spørgsmål til kandidaternes holdninger ang. kvindernes stemmeret.
Kvindelig Fremskridtsforening og Kvindevalgretsforeningen havde forskellige politiske holdninger og værdier, dog havde de begge to kvindernes valgret i fokus.
For at sætte mere gang i den nye forening, dannede begge partnere et stærkt samarbejde.
Denne alliance gjorde det muligt at samle deres medlemmer samt andre nysgerrige kvinder, og holde massemøder. Fx folkefest i Dyrehaven, København i juni 1891, hvor ca. 10.000 deltog.
På Rigsdagen, hvor kvindevalgretskampen skulle vindes, var der ingen hjælp at hente.
Man oplevede at hver gang folketinget vedtog lovforslaget, nedstemte Landstinget det; de højst dominerende. Dette havde stor betydning for kvindebevægelsen, da man blev nødt til at kæmpe endnu hårdere.
Efter et par års stilhed, blev der dannet en ny forening i 1898 ved navnet ”Danske Kvindeforeningernes Valgretsudvalg”.
Denne nye forening, som indsamlede mange medlemmer rundt om hele Danmark, som startede et dominoeffekt, hvor flere og flere foreninger blev dannede og endte med at slutte sig sammen til paraplyforeningen; som endte op med at omfatte hele 160 foreninger.
I løbet af 22 år, blev 11 lovforslag fremsat hvilket resulterede i at kvinder fik kommunal valgret i 1908. efter en lang og hård kamp, fik kvinder i Danmark endelig fuld valgret d.5 Juni 1915.
Skriv et svar