Indledning
I denne opgave vil jeg foretage en analyse af de kognitive metaforer i digtene "Vort modersmål er dejligt" (1859) af Edvard Lembcke og "Muddermålet" (1973) af Benny Andersen.
Desuden vil jeg analysere opfattelsen af det danske sprog, som kommer til udtryk i digtene. Til sidst vil jeg overveje, hvilken betydning digtenes nedskrivningstidspunkt har for den opfattelse af det danske sprog, som fremstilles i digtene.
Begge digte er rigt på kognitive metaforer, der kaster lys over det danske sprog. Dog er udgangspunkterne i de to digte vidt forskellige.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Hjertet er konsekvent brugt som kildeområde for noget håndgribeligt i digtet, hvor ordene er det abstrakte målområde.
"Hvert ord, der kommer fra hjertet, og som når frem til hjertet, bliver til en sten i muren, der omkranser hendes gård," beskriver den følelse, det kan give at sige noget og høre noget.
"Hver sang, som folket kender og lytter til med glæde, bliver til en ring i brynjen, der dækker hendes bryst."
Her bliver brynjen et symbol på sammenhold via sproget hos den danske befolkning. Beskyttelse mod fremmede fjender er målområdet, og det holder os sammen og beskytter os. Brynjen bliver håndgribelig og dermed vores kildeområde.
I den sidste strofe af digtet bliver to komplekse begreber, tid og død, som vi altid har svært ved at definere, gjort mere håndterbare.
"Og årene, de ruller og skifter på jorden." Vi har lettere ved at håndtere vores målområde, tid, fordi det gøres konkret ved noget, vi kan forestille os. Kildeområdet er i bevægelse, nemlig at rulle og skifte.
"Og vores navne bliver glemt som sne, der faldt sidste år." Sneen falder og bliver glemt, ligesom alle mennesker går til grunde før eller siden.
Her bruger Lembcke sneen som et symbol på døden og gør det til noget, vi kan berøre og som er let tilgængeligt (kildeområde). Dermed forenkler han vores målområde, død.
Benny Andersens digt "Muddermålet" er efter min mening gennemsyret af ironi, hvilket jeg vil uddybe senere.
Her bliver det danske sprog også repræsenteret af en kvinde, men hun er ikke længere så smuk og ung.
"En halvgammel skøge med en rød og svampet tud", "hun" har altså ændret sit udseende. "Hun" (sproget) er blevet en skøge.
Hjertet bliver, ligesom i Lembckes digt, også kildeområde for lettelse, hvor målområdet stadig er sorg og glæde.
Forskellen ligger i, at en bøvs bliver brugt i stedet for en tone. Sproget er ikke længere en smuk tone, men en bøvs, men det giver os stadig en form for lettelse.
Skriv et svar