Metaforer og politik | Kronik

Indledning
Formidlingen af politik i medierne lyder oftere og oftere som et dramatisk blodbad eller en voldelig boksekamp.

Denne udvikling har sat spørgsmålstegn ved brugen af disse metaforer i politik og om, hvorvidt vi skal udvikle vores metaforer i en ny retning for at samle befolkningen og sætte fokus på politikernes arbejde.

Men behøves politik at samle os som befolkning, eller er konflikten en elementær del af den demokratiske debat? Denne problematik diskuterer Malene Bjerre i sin kommentar ”Når der går krig, sport og kort i politik” fra DR d. 28. juni 2013.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
I sin kommentar ”Når der går krig, sport og kort i politik” behandler Malene Bjerre pressens brug af metaforer i sin formidling af danske politik

hvor hendes centrale pointe er, at metaforerne i det journalistiske sprog bliver mere og mere dramatiseret med vold, sport og taktisk kortspil. Ifølge Bjerre forvrænger og negligerer dette politikernes arbejde, og er en problematik for fællesskabet i befolkningen.

Bjerre hævder altså, at de gængse krigsmetaforer overdimensionerer fjendtligheden mellem politikerne, hvilket virker teatralsk for læseren.

Derfor burde journalisterne i stedet, ifølge forfatteren, udvikle familie - eller dansemetaforer, der vil styrke befolkningens sammenhold omkring politik i stedet for at splitte den:

”Det ville pege på, at politik er et fælles projekt, som vi har en interesse i at være sammen om. Men sådan ser vi altså bekymrende nok ikke på det..”.

Bjerre gør altså her brug af et skræmmeargument, som appellerer til patos, fordi hun hævder, at metaforerne ikke kun udstiller politikerne i dårligt lys, men påvirker det indbyrdes sammenhold i befolkningen, som ligger pres på vores nationalfølelse i landet, hvilket spiller med læserens følelser.

Dette understreges af hendes styrkemarkør, ”bekymrende nok”, hvilket understreger forfatterens understregning af vigtigheden i hendes argument, som personliggør det.

Dog halter hendes argumentation, fordi hun ingen belæg eller rygdækning har for sin påstand om, at disse metaforer påvirker befolkningen

men blot eksemplificer sit argument via. metaforer og succesargumenter for, hvorfor danse – og familiemetaforer vil gøre politik til et fælles projekt.