Hvis du har tænkt dig at få børn, gider jeg ikke at… | Analyse

Indholdsfortegnelse
ANALYSE
VURDERING

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Kommentaren, ”Hvis du har tænkt dig at få børn, gider jeg ikke at ansætte dig” er skrevet af Journalisten Mette Østergaard

der er chefredaktør for Berlingske, hvor kommentaren også er udgivet - mandag den 14. september. Mette Østergaard er både tidligere politisk redaktør og chefredaktør for TV2 News.

Mette Østergaard var på daværende tidspunkt nyuddannet journalist, da hun oplever hvad hun selv omtaler som ”sexisme” (S. 2, linje 63).

Mette Østergaard er blevet udsat for forskelsbehandling grundet hendes mulighed for at få børn, dette er hun ikke ene om og debatten i dag omhandler efterhånden ikke hun krænkelse

men nu også forskelsbehandling mellem kvinder og mænd på arbejdspladserne. Det er altså blevet sværere for kvinder at kravle op ad den såkaldte ”karrierestige”.

Mette Østergaard har selv oplevet denne form for diskrimination til en jobsamtale, som hun selv beskriver således, ”For det første gjorde han det klart

at jeg ikke burde have ambitioner om at komme videre i systemet. Jeg skulle passe min plads.” (S. 2, linje 11-12).

Hun italesætter den igangværende debat og sætter nye vinkler op. Mette Østergaard deler ud af hendes oplevelse af at være kvinde.

Hun understreger flere gange i kommentaren, at vi skal tale højt om problematikken og huske at sige fra. (S. 2, linje 43)

---

Kommentaren slutter dog af helt anderledes end introen og den historie vi fik præsenteret fra start, har her udviklet sig til en meningsfuld og passioneret debat

omhandlende dét at kvinder bliver forskelsbehandlet baseret på deres mulighed for at blive gravid. Hun understreger dette ved at skrive

”Lad os tale højt om det og få ryddet ud i forstokket forskelsbehandling. På alle måder.” (S. 2, linje 64-65) Igen understreger hun sin pointe og tilføjer til slut, ”På alle måder.” (S. 2, linje 65).

Mette Østergaard benytter mest af alt patos i hende kommentar, dette gør hun for at få læseren til at skabe sympati overfor både hende, men også kvinder generelt.

Vi ser patos i teksten, da hun skriver, ”Jeg er så heldig - og heldig virker som det rigtige ord her - at jeg som kvindelig journalist aldrig har været udsat for seksuelle krænkelser eller pres for seksuelle ydelser for at fremme karrieren.” (S. 1, linje 17-18)

og ”Sagde nej. I mit tilfælde til fast job og pensionsordning.” (S. 1, linje 24-25). Igen skabes der medlidenhed og en stærkere forståelse for hvad hun har været udsat for.