Indledning
Hver gang Jorden ændrer sine klimatiske forhold, er det med dens beboeres skæbne i Moder Jords tågede hænder.
Vi lever på denne jord under nogle afsindigt specifikke forhold, og hvis vi selv kunne styre dem, havde vi nok allerede bevæget vores folkefærd videre til Mars.
Og dog, måske er vi gået ind i en tid hvor vi selv bestemmer. Spørgsmålet om, hvor vidt forholdet mellem menneske og planet er symbiotisk eller parasitisk, har plaget os længere end ord lader det udtrykke, men alligevel er der blevet gjort et forsøg gennem tiden.
I adskillige litterære værker er naturen motivet, og nogle hypoteser vil muligvis udvise en negativ ændring i, hvordan det motiv står til.
Nu handler det ikke længere om vore smukke lands natur, nu handler det om at frelse den fra os selv.
Der er ingen tvivl om at tro kan flytte bjerge, men kan ord rede planeter?
Denne opgave søger svaret i en række af danske litterære værker som Sebastian Wittrocks artikel ”Kan litteraturen redde klimaet?”, Theis Ørntofts digt
”Jeg drømte at vi ikke længere fastholdt hinanden i menneskelige former” med et særligt perspektiv til Schack von Staffeldts digt ”Indvielsen”.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
For at grundlægge et overblik over, hvordan klima optræder i litteraturen, giver det udelukkende mening at redegøre for netop dette.
I Sebastian Wittrocks artikel ”Kan litteraturen redde klimaet?” åbner Wittrock op med følgende: ” Litteratur, som ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er spild af tid.”
Et udsagn fra en digtsamling af Lars Skinnebach, som muligvis opridser den klimabevidsthed som er fremherskende i dansk litteratur.
Endvidere fremlægger Wittrock en opremsning af en række forfattere som alle omfavner klimabevidstheden i deres værker.
Forfattere som Rasmus Nikolajsen med udgivelsen ”Tilbage til unaturen”, samt Victor Boy Lindholm, Liv Sejrbo Lidegaard, Andreas Vermehren Holm og Theis Ørntoft.
Emnet bliver taklet på et bredt spektrum af måder, hvor Charlotte Weitze falder i den satiriske ende, med romanen ”Den afskyelige”.
En roman som beskriver en mands deltagelse i klimakampen som et udfald af hans forværrende svedproblem grundet temperaturstigninger.
Formålet med at inddrage litteraturens verden i klimakampen står også klart, ifølge postdoc i litteraturvidenskab på KU, Gregers Andersen, lyder dette: ”Litteraturen alene kan selvfølgelig ikke redde klimaet, men jeg er ikke i tvivl om, at den kan gøre en forskel.”
Herunder påpeges litteraturen som et værktøj til at ændre synspunkter, og påvirke de mennesker den berører. Klima i litteratur har dermed to mulige potentieller, ifølge Andersen.
Et kritisk et, hvor vi bliver konfronteret med vores håbløse handlinger og på sin vis bliver åbenbaret, og et utopisk et, hvor fremtidens idéer bliver fremlagt som inspiration og kampgejst.
Dette kan selvfølge konkretiseres, hvorfor Theis Ørntofts digt ”Jeg drømte at vi ikke længere fastholdt hinanden i menneskelige former”, vil blive brugt til at udfolde det sproglige udtryk, der er karakteriserende for dansk litteraturs indslag i klimadebatten.
Digtet omhandler et lyrisk jeg, som udtrykker sine tanker og emotionelle side om en verden, han har mistet troen på: ”jeg læser, at man er forpligtet til at tænke håbefuldt i den sidste tid.
Men jeg tænker ikke håbefuldt.” Når jeget ikke forstyrrer sig selv med andre gøremål, tænker det på verdens undergang: ”Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål / tænker jeg på apokalypsen.”
Jegets tro på samfundet er gået i opløsning og det medfører kun en fysisk kvalme, hver gang folk udviser en form for håb for den verden, jeget bebor.
Med et ironisk indkast, opfordrer jeget til, at vi slår os ned og forventer en gennemgribende revolution, alt sammen imens vi læser ”breaking news”:
”Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne / og flyforbindelser i hud og hår / og læse breaking news.”
Skriv et svar