• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 2188

Indledning
Definitionen på det moderne samfund som et diversitetsforum, er flydende som aldrig før. Alligevel oplever flere samfundsgrupper, der såkaldt falder ud for normen, ufrivilligt at blive placeret ned i den socialt ekskluderede skuffe for de ”ualmindelige.

Den identitetsskabende kamp mellem enten at handle i overensstemmelse med ”det som alle andre gør” eller satse på at handle med egne idealer, er en indre konflikt, der stortrives hos mange individer.

I første omgang er spørgsmålet dog, om vi overhovedet får tillagt en reel valgmulighed, i det normdominerede samfund vi lever i?

Netop denne tilværelse problematiserer Marie Aubert i sin novelle ”Du burde skamme dig”, hvor hovedkarakteren befinder sig i en eksistentiel krise efter et fængselsophold.

Her følger vi hendes tilbagevending til omverdenen, hvor hun forsøger på at finde tilbage til sit privilegerede gamle liv.

Hendes nye liv er dog i opbrud og præget af et negativt selvbillede, idet hun bliver offentligt lagt for skam og konfronteret med at hun falder udenfor normen.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Bjørnar repræsenterer en helt almindelig samfundsborger, og han spørger hovedpersonen meget nysgerrigt ind til hendes fortid som kriminel.

Han er især betaget af tanken om at han jo har et ”helt almindelige liv […], sådan helt almindeligt” (l. 153), i forhold til fortælleren.

Dermed tilkendegiver han sin fordom om, at hun som eksforbryder er helt ualmindelig. Da hun ud af det blå kysser Bjørnar, spreder det hurtigt en erotisk spænding i ham – de er umiddelbart begge opsatte på at gå i seng sammen (l. 163-164).

Det virker dog ikke til, at jegfortælleren ligefrem er tiltrukket af Bjørnar: ”Han har dårlig ånde, men vi kysser, jeg kysser en mand” (l. 157-158).

Den understregende formulering ”jeg kysser en mand” fortæller, at hun nok ikke har kysset med nogen siden fængslet.

Hun bliver altså forbløffet over tanken om selve kysset og ikke Bjørnar. Da deres kysseri bliver afbrudt af fortællerens bror, tales der også hurtigt for, at Bjørnar også kun blev tændt af tanken om at bryde normen (l. 166.).

På deres tur hjem til Bjørnar, viser jegfortælleren pludseligt en helt forvandlet side af sig selv. Det sker, da Bjørnar dybt fortryder at have lagt op til sex med hende, og hovedpersonen i frustration vælger at afpresse ham:

”Fem tusind, siger jeg. – Så lover jeg, at jeg ikke siger noget.” (l. 184). Afpresningen danner ramme om hendes gamle titel som kriminel, og bryder fuldstændigt med novellens hidtil fremstilling af hovedpersonens forsøg på at forbedre sig.

Hendes handling er usympatisk, og dermed bekræfter hun selv de fordomme, som omverdenen har om hende.

Da Bjørnar irriteret står ud af taxaen og siger, at hun burde skamme sig, står hun nemlig op for sig selv og nægter at skamme sig over sin handling denne gang:

– Du burde fandeme skamme dig, efteraber jeg.
Chaufføren vender sig og ser på mig.

– Så kør da, siger jeg.
Jeg skammer mig ikke, tænker jeg, mens bilen svinger ud på Trondheimsvejen igen. Det gør jeg ikke. (l. 195-199)

Hovedpersonens modsvar udtrykker endnu engang noget usympatisk. Hun går tilbage til et barnligt stadie, idet hun efteraber Bjørnar og gør nar af ham, vel vidende om, at hun endnu engang er blevet udskammet.

Jegfortælleren udviser en vis styrke ved at acceptere og konfirmere sin identitet, der tyder på at hendes selvbillede har ændret sig.

Man kan dog overveje, om der alligevel er en underbevidst trods i jeget, eftersom hun bl.a. skal gentage for sig selv, at hun ikke skammer sig – det lyder ikke særligt overbevisende.

Derudover nævnes det også, at hun er beruset (l. 194), og derved er ikke til at vide om hendes beslutning stadigvæk havde gjort sig gældende, hvis hun var ædru.