Indledning
Det strukturerede samfund. De faste idealer om mennesker og deres roller. Normer. Følelsen af at være anderledes. Føle sig udenfor. Altid dig imod de andre.
De ualmindelige kontra de almindelige. Frygten for menneskers dømmende blikke. Alt sammen noget der kan knuse ens levemåde.
Man føler sig fanget. Fængslet. En mur omkring din krop. Hvad kan bryde muren? Er det dig, der skal der være almindelig, eller er det de andre, der skal være ualmindelige?
Normer der fortæller dig, hvordan du skal være. Spørgsmålet er, hvad skal der til før ’almindelig’ ikke har nogen magt længere?
Mennesker, der falder udenfor normen, er netop et centralt tema i Marie Auberts novelle Du burde skamme dig fra 2016.
Gennem en beskrivende tilgang til sin skrivestil har Aubert til hensigt at fremhæve opgøret med de traditionelle samfundsnormer.
Med sine eksplicitte fortællinger, italesætter hun tematikken og efterlader læseren med at spørgsmål, om hvad der skal til for at mennesket ikke længere føler sig udenfor samfundet, på grund af de normer der bliver stillet.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Jeg-fortælleren bliver sat i modsætning til de andre, når hun omtaler gæsterne, hvor hun beskriver sig selv som alene og dem som en gruppe for sig selv. Hun beskriver dem som ”de ”og ikke ”vi.”
Hun fortæller om hvordan ”de” griner af vittigheder, som om hun ikke selv er med i selskabet, men bare sidder på sidelinjen: ” […]
de griner af vittigheder fra en ferie, de var på for mange år siden.” Her kan man drive paralleller til, hvordan hun også har det i samfundet. Hun føler sig alene og udelukket.
Hun er ikke en del af det samfund, alle andre er en del af. Der sker dog en ændring, når de ’almindelige’ gæster tager hjem, og det kun er hende, Bjørnar, broren og Solveig der er tilbage.
Pludseligt ”er der stille og tomt og mørkt i haven” , hvor jeg-fortælleren falder i snak med Bjørnar. Hun skal ud at tisse, hvor hun hører broren fortælle Solveig, at han ”begynder at blive ret træt af hende”.
Dette har en speciel påvirkning på hende, da broren er den eneste, som hun har kontakt til: ”Han er den eneste, jeg har tilbage, der er ingen andre, som ringer eller skriver til mig længere, men det gør han”.
Hendes udvikling i adfærd, begynder her. Når hun snakker med Bjørnar, indser hun at ”der er ingen, som ikke ved det” , og udvikler sig derefter til en mere åben person.
Hun vælger at kysse Bjørnar, hvilket udvikler sig til, at hun spørger, om hun må komme med ham hjem, hvilket han svarer ja til.
I taxaen på vej hjem til Bjørnar, trækker han i land, og bruger hans familie som argument. Her udvikler jeg-fortælleren sig til en modig kvinde, der tør at true manden, med at fortælle hans kone om deres kys, hvis han ikke låner hende penge.
Skriv et svar