Indledning
Hvorfor rejser vi på ferie? Er det pausen fra hverdagen, minderne der skabes eller for at få et godt instabillede? Måske er det en smule af det hele og mere til.

Det vigtige er nok ikke hvorfor vi rejser, men nærmere hvad vi får ud af at rejse. Er det værd at rejse, når vi er bevidste om både klimamæssige aftryk og overdreven turisme i visse områder?

Måske er det værd at rejse, når vi støtter en lokalbefolknings økonomi, eller når vi rejser til lande, vi længe har drømt om at besøge. Trods alt, er det værd at overveje, hvorfor vi rejser, for er outputtet ved en rejse værd at rejse for?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Hvis det antages, at der rejses for minderne, hvorfor skal minderne så skabes i de overturistede byområder? Hvis man derimod rejser for et godt billede til Instagram, er det måske værd at rejse til overturistede byområder.

Om det er minderne eller billederne vi rejser for, er vel egentlig underordnet, for begge har en fællesnævner. Både minderne og billederne er noget vi husker, kigger eller tænker tilbage på, når vi kommer hjem.

En anden forfatter, der skriver om det at rejse, er Peter Adolphsen i ”Togrejse”. Hans tekst omhandler det at rejse, men med et fokus på at være hjemme igen.

I ”Togrejse” beskrives hverdagen derhjemme som en tydelig kontrast til det at rejse. Da rejsen er endt, fokuserer Adolphsen ikke på de gode stunder og minderne ved rejsen, men nærmere på den sure og triste hverdag, som er vendt tilbage.

Dette kan være én måde at anskue en endt rejse på, mens andre sandsynligvis sidder tilbage med et smil på læben over at have haft en vellykket ferie.

Hvis man dog leger med tanken om, at Adolphsens beskrivelse er en generel tendens ved det at vende hjem igen, vil minderne og billederne da ikke have relevant betydning for det at rejse.

Hvad kan man altså bruge det at rejse til? Noget kunne tyde på, at rejseminder hurtigt fortrænges, og hvis dette er tilfældet, kunne rejsen vel lige så godt være en tur i Tivoli som en tur til Venedigs smukke kanaler.

Man burde altså prøve at overveje, om det overhoved er værd at rejse til kendte og omtalte områder for minder, billeder eller lignende. Måske kan alternative rejser bidrage med samme værdi?

Ved nærmere eftertanke er det at rejse måske ikke et behov, men nærmere en ting, som vi alle indirekte præges til at gøre.