Indledning
Vi kender nok alle til disse ord i et vist omfang. I mange situationer bliver ord som de ovenstående (desværre) brugt som et verbalt værn for selvbeskyttelse, der så får ens sejhedsfaktor til at stige med 50 procent.
I al sætningens ironi, er det i hvert fald dét man bilder sig selv ind.
Alt for mange bruger ord, der i sin enkelte forstand ikke burde være anstødelige, men som alligevel fremtones som en nedladenhed.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Det er som om, at det er blevet en acceptabel ting at bruge ord som luder og bøsse i sammenhæng hvor ingen af ordene egentligt hører hjemme.
Det forarger mig, at unge mennesker – endda små børn – finder det i orden at nedgøre mennesker som er anderledes end en selv.
Og ja, jeg tillader mig at generalisere de unge mennesker, som jeg endda selv er, fordi jeg jævnligt oplever, at det er sådan man taler til hinanden. Desværre.
Det er ikke fordi jeg ser mig selv som skrøbelig eller let-fornærmelig, men jeg forstår simpelthen ikke, at man, for det første, vælger at stemple mennesker som værende noget negativt, fordi de er anderledes.
For det andet, at man så synes, at det er på sin plads at mene, at andre mennesker skal stemples som dette, som om det er en dårligt ting at være.
Jeg læste forleden debatindlægget ” Kære Mulle: Jeg vil ikke kaldes ”spasser””, som er skrevet af Sarah Gleerup. Teksten er en henvendelse til Mulle Skouboe, da Gleerup er utilfreds med den måde Skouboe bruger ordet ’spasser’ på.
Mulle Skouboe er en handikappet kørestolsbrugende kvinde, som står bag tv-programmet ”Danmarks lækreste spasser”, og ønsker desuden at være et skønhedsikon, trods hendes fysiske invaliditeter.
Skouboe ønsker at almindeliggøre ord som i al tid ellers har været defineret som skældsord, og har desuden kaldt den Facebookgruppe og YouTube kanal, hvor andre spastikere deler deres hverdage, for ”Grøntsagerne på tur”.
Dette vækker opsigt hos rigtig mange, herunder Sarah Gleerup. Hun synes ikke at det er i orden at skære alle handikappede over en kam, hvilket hun blandt andet gør ved at sige: ”(…) at »min egen race er nogle pylrerøve.
De piber over det mindste, og alt skal være så politisk korrekt«” . Det er klart, at nogen mennesker bliver stødt. Dette er også tilfældet for Gleerup.
Når man vælger at udsætte en propagandistisk holdning, på den måde som Skouboe gør, skal man også forholde sig til, at det ikke er alle mennesker som støtter op omkring det.
Dette gør sig især gældende, når det omhandler et emne som i forvejen er omdiskuteret.
Skriv et svar