Indledning
Sociale medier er et forholdsvist nyt begreb i det senmoderne samfund, men alligevel har medierne fået en større magt i dagens Danmark, så stor at den kaldes for den 4. Statsmagt.
Vigtigheden i at være til stede på sociale medier, overgår på mange måder og for mange mennesker vigtigheden i, at være til stede fysisk i nuet.
Men hvorfor er det blevet så vigtigt at være tilstede på de sociale medier mere end det er, at være tilstede i nuet?
Er det en simpel uundgåelig konsekvens af den generelle medie og samfundsudvikling, eller er vi fanget i en syg mediekultur hvor vi skal bruge alt vores tid på sociale medier?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Jeg opdaterer min Facebook endnu engang, med håbet om at der kommer noget nyt og spændene op. Men da det kun er ca. 3 minutter siden min sidste opdatering, er der ikke rigtigt noget nyt at komme efter.
Dog popper der en artikel frem af Vincent F. Hendricks fra Politiken, med titlen ”Nå, nok om mig, hvad med dig; hvad synes du om mig?” fra d. 18. juli 2015.
Artiklen koncentrerer sig om os som mennesker, om vi er ved at få en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, om at vi i vores selvfremstilling i meget høj grad er påvirket af, hvad vi tror andre vil synes om os.
Om at sociale medier gør os uselvstændige, og om vi ikke er os selv på de sociale medier. Men kan Vincent F. Hendricks have ret i, at vi ikke er os selv på sociale medier, er vi for optagede af hvad andre synes om os, at vi glemmer vores sande jeg?
Vi lever i en verden hvor man ville være fortabt uden sin mobil.
Mobilen er blevet en del af vores hverdag og opfylder vores ego behov, der er opstået for at være tilgængelig hele tiden og udnytte andres tilgængelighed.
Vores mobil sørger for vi ikke går glip af noget. For tænk, hvis det gik forbi ens næse, at nogle havde tømmermænd efter en vild fest, og vi gik glip af dette.
En notifikation fra Facebook lyser min skærm op, jeg kan se jeg nu er oppe på 124 likes og er egentlig okay tilfreds.
Selvom jeg prøver, kan jeg ikke lade være med at tjekke min Facebook, efter at have skiftet profilbillede. Ikke mange vil jo kendes ved, at de er en del af de såkaldte ”likehunters”, men inderst inde, går vi jo alle en smule op i, om folk kan lide det vi deler.
Nogle mennesker analyserer som gale på sine opslag for at finde ud af, hvad folk kan lide og ikke kan lide, og hvordan man kan øge sin popularitet.
Jagten på det perfekte Instabillede, er jo som en lang krig for nogle piger. Efter en hyggelig tur med pigerne, skal man derefter til at vælge mellem de første halvtreds billeder i sin kamerarulle.
De ligner vel egentlig alle de samme, men der er en lille forskel på kameraets vinkel. Man bruger tid på at finde det perfekte billede, for man skulle jo nødig poste noget der ikke var perfekt og vise sin uperfekte side.
Livet i nuet er drejet væk og ind i den virtuelle verden, hvor vi forsøger kun at være perfekte, men er forsøget på at være perfekt, det der knækker en til sidst?
Og bare fordi vi over samfundet de sidste mange år har sat et større fokus på individet.
Har Vincent F. Hendricks så ret i at vi er ved at blive narcissister? Man siger vel, at vi lever i en individualiserings tidsalder, det dækker vel over, at vi har alle muligheder åbne, og at vi bærer et stort ansvar for vores eget liv.
Men peger det i den retning af, at vi er ved at blive narcissister? Vi bruger en masse tid på at opnå noget der er umuligt at opnå. Forsøget på at være perfekt.
Mængden af likes på sociale medier, ser ud til at betyde mere end de ’likes’ man har i virkeligheden. Piger i dagligdagen, der bruger længere tid på perfekte billeder, end de bruger på at se godt ud til dagligt.
Ofte kan vi da som mennesker få en stor skuffelse, når man møder et menneske i virkeligheden, som vi ellers kun har set på sociale medier.
Vi ender jo i sidste ende med at nedgøre os selv, fordi vi udgiver os for noget vi ikke er. Vi bliver jo bange for ikke at være gode nok, men ødelægger det egentlig for os selv, når vi lever i et samfund som dette.
Jeg sidder bagerst i klassen. Læreren kommer ind, og man kan se alle skærme der lyses op at det blå lys fra Facebook, i mens snakker læreren om noget, der sikkert engang skulle blive nyttigt.
Men man skal vel ikke kede sig, og nu hvor man alligevel har sin computer åben, kan man lige tage et kig på Facebook.
Jeg kan se min sidemand kører forbi en artikel af Malene Charlotte Larsen, artiklen er fra Dagbladet Information og hedder ”Jeg skriver jo ikke selv, at jeg er smuk”, den er fra d. 2. August 2012. Jeg synes titlen lyder interessant, og søger derefter selv på artiklen.
Skriv et svar