Indledning
Da man var yngre opfattede man alting mere sort/hvidt og mindre nuanceret. Jeg husker et glimrende eksempel på dette fra min folkeskoletid. Her opdagede jeg forskellen på den fiktive roman, og den “livshistoriske dagbog” kaldet selvbiografien, som jeg i øvrigt opfattede som en samling Greatest Hits fra forfatterens liv.
Jeg holdte fast i dette skel mellem to vidt forskellige måder at skrive roman på. Efterhånden som jeg blev ældre opdagede jeg fænomenet “den upålidelige fortæller”, samtidig med at jeg blev skærpet i mine kildekritiske evner. Var en selvbiografi altid faktuel og hundrede procent personlig?
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Forfattere har selvfølgelig altid gennem sine egne specifikke kendetegn gjort sine bøger personlige. Hemingways litteratur og den minimalistiske stil han benyttede sig af kan siges at være et produkt af hans barske, maskuline liv, fyldt med mandsmod, krig, alkohol og kynisk ideologi.
På trods af dette har forfattere som Hemingway og mange andre af fortidens “store” oftest haft en klar “anonym fortæller rolle” og har som sådan ikke haft nogen direkte indflydelse på deres fiktive historiers forløb.
Dog er det udbredelsen af “amerikanisering” i vort land, der umiddelbart først falder mig ind. Dyrkelsen af individet, den individuelle frihed, og selvfølgelig den individuelle succes er alle stærke værdier dybt fundamenteret i “det forjættede land”.
Idet internettet, sociale medier og popkultur har spredt amerikanisering til mange af verdens lande, er der mange af disse værdier som er blevet samlet op, også af Danmark.
Som Poul Behrendt og Mads Bunch snakker om, samt kronikredaktøren, er der altså rigtig mange der er “godt trætte af fiktion”. Således følger kunsten og litteraturen altså med tiden, som vi har set eksempler på utallige gange før.
Skriv et svar