Indledning
”Jeg skammer mig ikke, tænker jeg, mens bilen svinger ud på Trondheimsvejen igen. Det gør jeg ikke.” Sådan starter Marie Auberts novelle ”Du burde skamme dig” fra 2016. For hvornår burde man skamme sig?

Skal man skamme sig bare fordi andre siger det, eller afhænger det af sin egen selvbevidsthed og samvittighed?

Dette tages op i novellen ”Du burde skamme dig”, hvor novellens hovedperson har begået en forbrydelse, og selvom hun har taget sin straf

lider hun stadig af folk der fordømmer hende på hendes fortid. Dette efterlader flere følgevirkninger for hendes selvtillid og mentale helbred.

Uddrag
Gennem hele novellen opbygger man en forventning til, at det vil blive fortalt, men det bliver det aldrig. Det bliver også flere gange hentydet til forbrydelsen.

F.eks. når der skrives ”Før han stod af, lagde han hånden på min skulder og sagde: Undskyld? Jeg vil bare lige sige, at du burde skamme dig.

Det burde du virkelig. En helt almindelig mand.” eller når der skrives ”Det var anderledes, da det stod på. Jeg vidste ikke, at så mange læste aviser, at så mange fulgte med i nyhederne.” .

Her får man virkelig noget at vide om, hvor stor en forbrydelse der i virkeligheden er begået. Det er ikke tit, at en forbrydelse får så meget mediefokus, at man bliver genkendt jævnligt på gaden.

Det er muligvis også derfor, at fortælleren ikke vælger at fortælle hvad det er. Hun føler nemlig allerede at alle ved det, hvilket påvirker hende meget.

Der er flere forskellige miljøer igennem fortællingen. Inden novellens hovedperson var i fængsel, havde hun et liv fyldt med rigdom og prestige

dette kan man se, når der skrives ”Før jeg skal afsted, prøver jeg mine gamle kjoler. Jeg har to af de dyreste tilbage.” eller når der skrives ”Før ville jeg have taget en taxa

nu må jeg tage bussen og så T-banen” . Men den luksuriøse livsstil med dyre kjoler og taxaer fortsætter ikke igennem hele fortællingen.

Efter hovedpersonen har været i fængsel, er taxaer nemlig blevet skiftet ud med bus og metro. Derudover er det tydeligt, at hun heller ikke længere passer ind i det samfund, hun kommer tilbage til.