Den demokratiske samtale i dag

Indledning
Det danske sprog og den demokratiske samtale i dag er under pres og ligger nærmest for døden. Således konkluderer Dy Plambeck i hvert fald i hendes artikel Vi har sønderrevet det danske sprog, der blev bragt i Politiken den 30. april 2017.

I indlægget udtrykker hun sin bekymring for, hvordan politikkere undergraver sproget med løgne og trivialiteter, samt hvordan folket sviner hinanden til på de sociale medier med hadske, racistiske og sexistiske kommentarer.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
De sociale medier fylder mere og mere i dagens Danmark, og på den måde har det aldrig været lettere for det enkelte individ at deltage i offentlige debatter og derigennem dele sine egne holdninger og meninger med andre.

På dette grundlag kan det så diskuteres, om de bekymringer, Plambeck udlægger i artiklen, egentlig er væsentlige.

Som berørt tidligere fastslår Plambeck i sin artikel, at det danske sprog ”er i opløsning”1, og i det rum, hvor danskere kan tale sammen, er sproget ”en sammenstyrtet ruin”.2 Som følge af dette, er det danske folkestyre også ved at falde fra hinanden og gå i stykker.

Plambecks belæg for dette er, at folket ikke længere taler sammen og lytter ikke til hinanden, bl.a. grundet udbredelsen af sociale medier, en for hård tone og politikkernes konstante løgne og kyniske udtalelser.

Med sin artikel søger Plambeck at nå hele den danske befolkning, da det er hos alle danskere, at ansvaret for at rette op på ”det sønderrevne sprog” og for at deltage i den demokratiske samtale ligger.

Hun ønsker at nå dem med det budskab, at det danske folkestyre er i opløsning på grund af manglende kommunikation i samfundet, hvilket – ifølge hende – bunder i en mere digitaliseret verden.

Ved at bringe artiklen i Politiken rammer Plambeck netop denne brede målgruppe, fordi avisen er socialliberalistisk, hvilket vil sige, at den er nogenlunde centreret på højre-venstre skalaen, og dermed bliver avisens målgruppe bredere.

Desuden anvender Plambeck særlige retoriske virkemidler for at nå modtageren med sit budskab – nemlig forskellige appelformer.

Ved at basere hendes belæg på hjemlen om, at et velfungerende demokrati ikke kan finde sted, hvis olk taler grimt, og politikerne lyver, appellerer hun til modtagerens logiske sans, og dermed bliver modtageren rationelt overbevist om Plambecks budskab.

Udover anvendelsen af logos, anvender Plambeck også etos. Dette kommer til syne allerede i starten, hvor hun skriver: ”Jeg er forfatter, jeg tror på sproget, dets berettigelse i verden […]”.3

Ved at nævne, at hun er forfatter, vender Plambeck blikket mod sig selv som afsender for at vinde modtagerens tillid.

Dette lykkes, og fordi hun skaber denne troværdighed allerede i starten af artiklen, resulterer det i, at hendes efterfølgende argumenter bliver modtaget på en mere troværdig måde, og endeligt bliver hendes argumentation stærkere.

Et af Plambecks bærende argumenter for hovedsynspunktet med det sønderrevne sprog er, at folk taler og skriver grimt til hinanden: ” […] folk skriver hadske, racistiske og sexistiske kommentarer på Facebook og i avisens kommentarspor […]”.4

Altså har den digitaliserede verden givet stemme til ærgerlige mennesker, der ser deres udbrud som omkostningsneutrale og derfor bare hamrer caps-lock-knappen i bund og skriver hadefulde og injurierende ting til andre.