• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 10 tal
  • Ord: 1321

Indledning
Julen spiller en væsentlig rolle hos mange familier. Det er for nogle den tid, hvor man hygger sig, udtrykker glæde, viser taknemmelighed, og hvor familien er samlet.

I novellen Jul i barakken af Siegfried Lenz, som er udgivet på originalsproget tysk i 1959, men senere oversat og blevet en del af novellesamlingen Vinter- og julefortællingerfra 2018, møder vi jeg-fortælleren, hans morsom har været på flugt, samt broderen som er krigsfange.

Deres tid og miljø står i kontrast til, hvad man normalt vil symbolisere med julen, så hvad skal der til for, at familien alligevel får en god jul, som giver dem glæde og lykke?

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
I og med at det ikke er muligt for familien at føle sig hjemme og tilpas i deres eget miljø kommer miljøet til at fylde en enormt stor rolle, og dette understøtter titlen også.

Jul i barakkener et modsætningsforhold, som resulterer i refleksion hos læseren i og med, at man ikke forbinder julen med noget som holdes i en barak.

Man forbinder julen med en bekymringsfri tid, hvor der er plads til familiehygge, plads til et juletræ og plads til at være mange familiemedlemmer samlet, men Lenz’s novelle viser, at virkeligheden ikke altid er sådan.

Julen symboliserer fejring, glæde, munterhed m.m., hvorimod en barak symboliserer utryghed, krig, katastrofe m.m.

Her ser man altså hvordan kompositionen, i form af to ord som strider imod hinanden kan understøtte, at familien står overfor nogle udfordringer, såsom at holde en hyggelig jul i en barak.

Familien står derfor overfor en konflikt, som skal løses -Hvordan er det muligt at holde en hyggelig jul i en barak og uden Fred?

Konflikten løses dog undervejs i novellen, da broderen bliver løsladt som krigsfange, og dermed fårfortælleren og moderen, som holder til hjemme ved barakken, håbet og glæden tilbage.

Broderen tilbagevendelse skalderfor fejres: ”Vi fyrede op, så kakkelovnen blev rødglødendeog indpakningspapiret, der adskilte os fra de gamle, der hed Jegelka til efternavn, knitrede af varme.” (s. 2, l. 74-76).