Indledning
Novellen ”En vandringsmand” af den danske forfatter Henrik Pontoppidan, er skrevet i 1887, midt i det moderne gennembrud.

Denne tidsperiode kendetegnes ved dens overgang til realismen og virkelighedsbilledet, samt et nyt syn på mennesket.

En klar kontrast til den foregående tidsperiode romantikken, hvor glansbilledet af virkeligheden var i fokus. En vandringsmand er en novelle som i høj grad fokuserer på de sociale klasser og kontrasterne herimellem.

Jeg vil i min opgave, analysere og fortolke novellen med fokus på miljøet og de sociale klasser, samt give en perspektivering til ”Naadensbrød” fra samme tidsperiode.

Uddrag
Novellen er skrevet i 3. person, og datid. Fortælleren er en 3. person-fortæller der ligger vægt på at følge vandringsmanden.

Fortælleren er derfor personbunden, da det hele tiden er vandringsmandens tanker og observationer man følger. Den fortalte tid, foregår over en eftermiddag.

Jeg vil skyde på at han er i landsbyen i omkring en times tid, da det kan tydes i teksten: ”Da han en times tid senere stod oppe fjordbakkernes fede lerjorde…” (Linje 165).

Derudover ligger fortælletiden efter den fortalte tid, hvilket skaber bagudsyn. Historien er altså fortalt på et senere tidspunkt end den er forgået.

I novellen følger læseren en mand som vandrer igennem en landsby, og det er altså her novellen foregår.

I begyndelsen, får læseren et indblik i vandringsmandens tanker og følelser, når han ser det landskab han befinder sig i.

Det er en meget beskrivende indledning, og man får et blik af et koldt, øde vinterlandskab.

Dette kan ses ved: ”Og på sådan en tåget februardag, hvor en sortblå snehimmel hang som en trussel over jorden, hvilede der virkelig noget af valpladsens storladnetungsind over de vinternøgne tomter med deres lange stendiger og enlige hybentorne.” (Linje 9-12)

Hvis man kigger nærmere på den overfladiske beskrivelse af markerne, kan man tyde at der er en mere historisk mening med beskrivelsen.

Der står at markerne er er et sted hvor de gamle bønder led, hvilket skabte en sørgmodig stemning hos vandringsmanden.

Dette kan læses ved: ”Det var altid underlig sørgmodige stemninger, de vaktes hos ham ved synet af disse bondens gamle lidelses- og kamppladser.” (Linje 8-9)