Analyse & fortolkning af ”Den, der lever stille”

Indledning
Tekststykket er et uddrag fra den autofiktive roman ”Den, der lever stille”, skrevet i år 2018 af forfatteren Leonora Christina Skov. Hendes værker er oftest præget af aparte psykologiske profiler og et kriminalistisk anslag, hvor hun blandt andet studerer menneskets fortrængningsmekanismer.

”Den, der lever stille” kan tolkes som et vendepunkt i Leonoras skrivestil og karriere, da hun i stedet tager udgangspunkt i sin egen historie, og dermed opnår stor succes som forfatter.1 Der kan i den kommende analyse forventes en uddybelse af de foreløbige temaer, kærlighed vs. had, kernefamilie vs. brud på kernefamilien og identitetsopbyggelse.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Uddraget af romanen omhandler pigen Leonora, som inden et navneskifte hed Christina. Hendes mor er diagnoseret med sygdommen terminalt kræftsyge, og er derfor indkvarteret på et hospice. Moren Ingelise er ikke i stand til at kommunikere og ligger med uudholdelige smerter.

Det er derfor op til Leonora at vurdere, om lægen må gøre brug af præparatet ketamin og dermed dække Ingelises smerter. Forholdet mellem de to er kompliceret, og en masse tanker går igennem Leonoras hoved, i det hendes mor er døende.

Hun forsøger ihærdigt at kontakte diverse familie medlemmer, men ingen har tid, lyst eller overskud til at tage ordentlig afsked med Ingelise.

De to væsentligste personer i teksten er Leonora og Ingelise, da disse to er omdrejningspunktet i handlingsforløbet. Ingelise lider af terminal kræftsyge og har i forbindelse med dette mistet alt sit hår. Hendes ydre kendetegn bliver direkte karakteriseret ved en grå paryk og et rødt strikket sjal. ”Hun var iført en grå paryk og et rødt strikket sjal”

Under indflydelsen af døden bliver hun fremstillet udmattet og ødelagt, i det hun i begyndelsen af uddraget bliver beskrevet af datteren. ”Jeg kunne ikke genkende min mor... Hendes hud var trukket stramt tilbage over kinderne og den bare isse, og munden var en flænge i ansigtet,”

Ingelise bor sammen med hendes mand i et nybygget hus i Svendborg, sammen har de et barn nemlig Leonora. ”Jeg var trods alt deres eneste barn”

Ingelises familie består af to yngre brødre, den yngste får vi ikke opgivet navnet på, men den ældste hedder Carl Peter. Begge brødre er ikke interesseret i at møde op, idet Ingelise ligger døende. I den indirekte karakteristik fremstår Ingelise igennem uddraget som en fjern personlighed, der ikke nødvendigvis knytter sig til andre mennesker.