Indledning
’’Jeg kunne ikke genkende min mor, som hun lå der på hospicestuen med de æggegule vægge.
Hendes hud var trukket stramt tilbage over kinderne og den bare isse, og munden var en flænge i ansigtet, øjnene var store og sorte og stirrede tilbage på mig uden at blinke.
Hun er død, tænkte jeg, mens rummet drejede og lugten af hospitalssprit skar mig i næsen.’’
Således starter Leonora Christina Skov sit uddrag af romanen ’’Den, der lever stille’’ fra 2018. Det er en sørgelig historie om forfatterens mor, som er ved at have sin ende på sit lange kræftforløb.
Da hendes mor døde, besluttede hun sig for, at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Hun fortæller om at miste det hele og finde sig selv, og det at hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden.
Uddrag
I romanuddraget følger vi Leonora Christina Skov og hendes forhold til hendes mors død. Leonora Christina Skov er romanens jeg-fortæller.
Hele vejen gennem dette romanuddrag har vi som læsere en opfattelse af, at vi får fortællerens oplevelser og tanker at vide på en troværdig måde.
Jeg-fortæller formen ses også flere steder i uddraget hvor fortælleren refererer til sig selv som ’’jeg’’ ’’mig’’ ’’min’’ og ’’vores’’.
Dette ses blandt andet på side side 3, linje 211-214 - ’’Jeg havde tit trøstet mig med, at min mor og jeg havde det samme mellemrum mellem tænderne og ens hænder og fødder, så må en måde var hun altid hos mig.’’
Uddraget, bliver fortalt gennem den indre synsvinkel. Hele fortællingen dannelses af hovedpersonens tanker, oplevelser og følelser.
Dette ses f.eks. på side 4, linje 302-306 - ’’Lægen trådte ind på stuen og trak vejret dybt, så snart han så min mor.
Han måtte have set hundredevis af mennesker dø, og dog formåede døden stadig at overraske ham, tænkte jeg.’
Skriv et svar