Indholdsfortegnelse
1. Morfemer
2. Ordklasser
3. Substantiver
4. Verber/de fem hovedtider
5. Adjektiver
6. Artikel
7. Adverbier
8. Præpositioner
9. Pronominer
10. Numeralier
11. Interjektioner
12. Konjunktioner
13. Sætningsopbygning
14. Syntaks
15. Billedsprog
16. Fiktion
17. Genrer´
18. Sprogfamilier
19. Køn

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
1. Morfemer
Rodmorfem - er morfem der har en betydning i sig selv og ikke kan skilles ad, det er den mindste del af ordet med kernebetydning

Præfiks - forstavelse som sættes foran en rod for at danne nyt ord/betydning - f.eks. Anti-, over-, u-, for-, op-, for osv. Den tilføjer ekstra betydning
Suffiks - En endelse der kan deles op i bøjningsdele (kan gøre substantivet bestemt)

Afledningsmorfem: er endelser, som typisk laver en ændring i ordklasse ved at sætte den bag ved rodmorfemet fx -Else, -som, -ning osv

Eksempler:
Understregede

Præfikser og suffikser kan eksistere som ord og som bogstaver/ikke-ord, men rodmorfemet er altid et ord.

---

4. Verber (udsagnsord)
Verber er ord der udtrykker en handling (løbe), en forandring (vokse) eller en tilstand (sove).

Verbet optræder i sætningen oftest som verballed hvilket er sætningens kerne.
• En sætning eksisterer ikke uden et verbum/verballed er til stede
• Verbet er bestemmende for hvor sætningen ser ud, dvs. hvor mange led der skal være repræsenteret.

Verbets former er opbygget af en stamme der findes ved evt. at fjerne -e fra infinitiven / navneformen (løbe, læse).

Der er få undtagelser hvor infinitiven ikke ender på -e, fx at gå. Stammen, også kaldet rodmorfemet, er den del af verbet der angiver handlingen, forandringen, tilstanden.

Præsens og præteritum dannes ved at tilføje en endelse / et fleksiv til stammen. Disse former kaldes finitte former.

Fleksivet angiver hvornår handlingen finder sted, fx betyder -er præsens og -te, -ede, -de præteritum. På mange sprog, fx tysk, fransk og spansk, men ikke dansk, angiver fleksivet også hvilken person i hvilket tal der udfører handlingen

Hovedverber: er verbets reelle indhold, nemlig handlingen, forandringen og tilstanden.
Hjælpeverber: hjælper med at danne sammensatte tider. Hjælpeverberne lyder: At have, at være og at ville.

Modalverber
At burde, at kunne, at måtte, at skulle, at ville.

Udtrykker bestemt måde at forholde sig til indholdet i et andet verbum. Man kan sige, at de hjælper det andet verbum med at tydeliggøre en måde at sige noget på. Når modalverbet forbindes med et hovedverbum skal det altid stå i infinitiv.

Transitive verber = bevægelse - f.eks. "Drengene sætter sig hos dem i solen"
Intransitive verber = stilstand - f.eks. "Peter stod på lur"
Kopulative verber = være, blive, hedde, synes, kaldes, anses for, holdes for, regnes for, døbes.

Efter kopulative verber følges et subjerksprædikat (omsagnsled til grundled) f.eks. ”Det forekommer tåbeligt” eller ”Underviseren hedder Rikke” eller ”1e kaldes yndlingsklassen”

Undtagelser: nogle af de kopulative verber kan også optræde uden subjerksprædikat, f.eks. ”Vi bliver her”

De fem hovedtider
Præsens (nutid) udtrykker det der sker lige nu, jeg læser lige nu, det der almindeligvis sker, jeg læser i sengen om aftenen, eller det almengyldige, solen står op i øst. På dansk kan præsens også anvendes om det der vil sker i fremtiden, jeg læser bogen færdig i aften.

Præteritum (datid) udtrykker det der er afsluttet i fortiden, jeg læste bogen i sommerferien, og det der blev gentaget i fortiden, hun morede sig altid fantastisk i teatret.

Desuden anvender dansk også præteritum i betingelsessætninger selv om indholdet i sætningen er nutidigt, hvis jeg havde pengene, ville jeg købe en ny bil.