• Dansk
  • Uddannelse: HTX
  • Karakter: 12 tal
  • Ord: 2842

Indledning
Jeg vil i denne opgave lave en analyse og vurdering af kronikken ”Metoo har givet os modet.
Vi skal ændre magtens maskuline sprog”, med særligt fokus på tekstens argumentation og retorik.

Derudover vil jeg diskutere tekstens centrale synspunkter, med inddragelse af mindst én anden tekst fra opgavesættet.

Margrethe Vestager har skrevet kronikken ”Metoo har givet os modet. Vi skal ændre magtens maskuline sprog”. Den er udgivet d. 11. april 2018, hos JydskeVestkysten, som er Danmarks største regionale dagblad. Kronikken behandler emnet magt.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Det gennemgående emne i kronikken, som derfor også er nodalpunktet, er magt. Gennem hele teksten har Vestager stærkt fokus på at få forklaret læseren, at mænd ofte misbruger deres magt, og at den måde magten opfattes på skal ændres.

Hun mener altså, at kvinder ikke skal opføre sig som mænd for at få magt, men kvinder skal have magt, som den person de er. Derudover ønsker hun, at flere kvinder skal have højere stillinger og positioner, så de kan have en større indflydelse på magten.

Dette ses både i teksten og i titlen, eftersom overskriften er “Metoo har givet os modet. Vi skal ændre magtens maskuline sprog”. Dette henviser til, som sagt ovenfor, at vi skal ændre den måde magten udøves på, som ifølge

Vestager, er den maskuline form af sprog. Det kan dog f.eks. også forstås på side 1 linje 12, hvor der står skrevet “[...]kvinder, der fortæller om seksuelle krænkelser og misbrug, der kommer fra nogle mænds forståelse af magt […]”.

Hvis man kigger på kronikkens argumentation, kan man få et endnu bedre indblik i tekstens budskab. Derudover bliver troværdigheden af teksten og afsenderen større, hvis der gøres godt og velovervejet brug af argumentationen.

Allerede i det første afsnit på første side, starter Vestager kronikken ud med: ”Kvinder og mænd er lige, men heldigvis ikke ens!” (s. 1, l. 4). Hvortil hun kommer med belægget:

”Hver for sig er vi individer. Mennesker helt på hver vores måde. Det er både et privilegium og en livsbetingelse. Men vi er lige. Vi har lige ret til at være her og vi fortjener samme respekt, uanset køn.” (s. 1, l. 6)

Her kommer Vestager med påstanden: at kønnene er lige, men stadige forskellige, hvor hun begrunder dette med, at vi er forskellige som individer. Hertil bliver hjemmelen så, at vi skal have de samme rettigheder, mens vi er forskellige.

På samme side understreges hendes budskab yderligere, ved endnu en påstand, der lyder: ”Endelig tror verden på kvinderne.” (s. 1, l. 35). Hvor belægget hertil efterfølges:

”Ikke længere kan en voldtægtsmand sige, at ``du kan ikke fortælle det til nogen, ingen vil tro dig og jeg vil ødelægge dig´´.” (s. 1 l. 37). Udover at understøtte budskabet, giver det samtidig et eksempel for håb til modtageren, da man her kan forstå, at vi er på rette vej.

Vestager skriver endnu en væsentlig påstand: ”I sådan et samfund er magt et redskab, man låner.” (s. 1 l. 53). Hvor belægget lyder: ”Og som skal leveres tilbage igen, når opgaven er løst.

For magt er et redskab til at løse en opgave. Magt er hverken noget, du ejer, fordi du er særligt fantastisk eller hævet over andre.” (s. 1, l. 55).

Dette eksempel bruges til at overbevise modtageren endnu mere om, at magtmisbruget som ofte ses ved højere positioner, er forkert.

Vestager kommer også med en påstand, som tydeliggør denne forskel der eksisterer mellem kønnenes mulighed for højere magtpositioner. Hun forklarer: “Det er svært at integrere sig i magtens territorium” (s. 2, l. 73).