Indledning
Vi lever i et samfund, der i høj grad er præget af skønhedsidealer der piner unge piger og kvinder. Unge piger bliver præsenteret for urealistiske krav til krop og udseende, som de allerede i en tidlig alder, føler de skal leve op til, for at blive accepteret som pige eller kvinde.
De bliver hele tiden konfronteret med det urealistiske, som fylder deres tanker med hvad de signalerer overfor omverdenen.
Det er ikke kun på de sociale medier, hvor det hele ellers handler om at poste billeder i det strammeste tøj som skal fremhæve kroppen, eller billeder hvor diverse redigeringsværktøjer er brugt til at fjerne strækmærker, urenheder eller appelsinhud fordi dette er blevet til noget kvinder skammer sig over.
For de sidste mange år, er piger allerede fra barnsben blevet præsenteret for urealistiske skønhedsidealer, når de juleaften pakker deres barbiedukke med det lange blonde hår, hvid hudfarve og de perfekte kropsmål, op.
Denne problemstilling tager Tina Splidsboel op i sit debatindlæg: ”Fri mig for Disneys hvide skønhedsidealer”, hvor hun sætter fokus på at nutidens samfund i for høj grad er præget af et hvidt og blondt skønhedsideal, samt det ansvar, som hun mener underholdningsindustrien besidder.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Tina Splidsboels debatindlæg ”Fri mig for Disneys hvide skønhedsidealer” er bragt i Politiken. Politiken har en læserskare, hvor størstedelen udgør de fællesskabsorienterede og de moderne fælleskabsorienterede.
Den fællesskabsorienterede er den politiske og grønne forbruger, oftest københavner, med en stor interesse for den sociale ansvarlighed.
Hvor de moderne fællesskabsorienterede udgør et overtal af akademikere, kulturforbrugere, idealister, samfundsengagerede og en stor gruppe offentlig ansatte, hvor størstedelen er københavnere.
Desuden er disse kendt for at ligge til venstre for midten på den politiske front, hvor størstedelen engagere sig.
Politiken har de sidste år haft større fokus på emner som kønsidentitet og ligestilling, hvilket Splidsboels diskussion om de samfunds dominerende skønhedsidealer for piger og kvinder i den grad kan relatere sig til.
Splidsboel har gennem sit debatindlæg stor fokus på hvordan hendes datter påvirkes af urealistiske skønhedsidealer, og det virker derfor med stor sandsynlighed som om, at hun især ønsker et opråb til forældre med mindre børn, jævnaldrende med hendes egen datter.
Splidsboel uddyber senere i sit debatindlæg, at hun måske taler mest til forældre, hvis børn har en anden hudfarve end hvid, ligesom hendes egen datter, fordi disse børn måske oplever samme problemer med deres udseende.
Dog kommer Splidsboel med korte bemærkninger om andre aspekter indenfor urealistiske skønhedsidealer til underholdningsindustrien, som forældre til blonde børn med hvid hudfarve kan nikke genkendende til.
Disse omhandler hvordan den slanke krop med perfekte former og mål som figurerne har, kan give piger forkerte forestillinger om at det er sådan deres kroppe skal se ud.
Derfor er hovedmodtagerne for Splidsboels debatindlæg forældre til børn, jævnaldrene med hendes egen datter.
Man kunne dog undre sig over, om Splidsboel forsøger at tale direkte til underholdningsgiganterne, fordi hun bruger nogle specielle formuleringer som kunne insinuere, at hun forsøger at række direkte ud til underholdsindustrien:
”Hey Askepot, Elsa, Barbie og alle I andre blonde bimboprinsesser. Kan I ikke tage og stikke jeres forskruede skønhedsidealer skråt op og vise lidt mere mangfoldighed.”1
Af dette citat fremgår en mere direkte udtalelse der kunne indikere, at hun ikke kun ønsker at række ud til forældrene, men også underholdningsindustrien, som hun mener er med til at skabe de forskruede skønhedsidealer.
Hvis vi skal se på, hvilke metoder Tina Splidsboel tager i brug for at fange modtagernes opmærksomhed gør hun især brug af appelformer.
Tina Splidsboel bruger en stor del af debatindlægget, på at fortælle læserne om, hvordan hendes egen datter på tre år bliver påvirket af de skønhedsidealer der de seneste år har præget vores samfund: ”Men jeg synes efterhånden at jeg er nødt til at fortælle hende at hun er smuk.
At hendes øjne skinner som sorte diamanter, at hendes småkrøllede brune hår er ligeså flot som det lange, glatte lyse, de fleste tegneserieprinsesser valser rundt med, og at hendes caffelatte-farvede hud er misundelsesværdig lækker. ”2
Skriv et svar