Indledning
Selve ordet Lyrik stammer fra det græske ord Lyra, som betyder strengeinstrument hvilket menes at der er en sammenhæng mellem musik og ord, derfor betegnes lyrik tit som, ordens musik.

Digte og salmer er koncentrater af ord og billeder, digteren beskriver derved stemninger, sansninger, tanker og følelser.

Det visuelle beskriver digtets ydre, altså et strofisk digt er når det er opstillet i afsnit. En episk tekst beskriver derimod et ustrofisk digt, ofte ligner det en klump tekst og kan sammenlignes med en prosatekst.

Satsen er sammenstillingen af vers og strofer, og den er rolig når digtet er harmonisk, fredligt og har en lige margen. Derimod er satsen urolig når teksten er opstillet lidt rodet og kaotisk.

Uddrag
Dette digt er et lyrisk digt, hvilket kommer til udtryk i det lyriske jeg, som fortager sig en udvikling i det abstrakte rum. Digtet bliver fortalt af en jeg-person ”Jeg sad paa…” (s.1 v.1), som oplever mentalt udvikling.

Første strofe er fortalt i præteritum, da jeget ”sad” i længsel ved havet, det samme er gældende for både anden, tredje og fjerde strofe, da ”Harpen mig rakte” (s.2 v. 4) og ”Kys mig gav” (s.2 v. 5).

Der er altså tale om et eksplicit jeg, som gennemgår en masse følelser, hvor første strofe, danner billede af et ensomt jeg i længsel. Anden strofe beskriver hvordan, det lyriske jeg bliver taget ind i en ny verden, hvorefter hans hjerte mærker varme og bliver mødt af de talende ånder og naturen.

Fjerde strofe, afsluttes med et brændende kys, som betyder at han ikke kan finde fred, før han drager mod himlen.

I digtet finder man kontraster såsom ”Himlene smilte” (s.1 v.2) og ”Bölgerne hvilte,” (s.1 v.4), hvilket har en positiv effekt på digtet, da det skiller ad og står i modsætning til det, der stod før.

Et andet eksempel på kontraster kunne være fred og fængsel, to vidt forskellige i ord, som står i modsætning til hinanden.

Dette digt handler om et lyrisk jeg som gennemgår tre følsomme stadier i sit liv. Første strofe beskriver en mørk og smertefuld fase som personen har været igennem.

I anden strofe udtrykker jeg-personen sine følelser og håber på en nær og lys fremtid, som er efterfulgt af tredje strofe hvor personen befries af det mørke og onde. Digtet hedder ”På kanten”, og er blevet inspireret af den mørke verden, som ikke er så omtalt i dagligdagen.

Det kan være farligt at stå på kanten af en klippe, man kan risikere at falde ned, så man skal være påpasselig. Set i større perspektiv, har alle nogle trælse dage hvor man kun føler smerte samt mørke, det fører ofte til, at man bare har lyst til at sige farvel.