Indledning
”Stop nu med at kalde jeres døtre for prinsesser” sådan udtaler Michal Robak sig. Han skriver om denne tendens i klumme til Alt For Damerne.
Er det i orden at kalde sin datter eller søn for prins eller prinsesse, når de ikke er det? Og hvad betyder det, når du udstiller og behandler dit barn, som var barnet en prins eller prinsesse? Men hvem siger, at prinser eller prinsesser ikke kan komme langt i livet og klare sig godt?
Forleden dag læste jeg klummen skrevet af Michael Robak, som jeg fandt meget interessant. Jeg er langt hen ad vejen enig med Michael Robak, for efter min mening har han fat i en god pointe, men nogle af holdningerne er jeg uenig i.
Fx mener Michael Robak, at prinser og prinsesser kræver ekstraordinær behandling, og at de ikke arbejder.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Unge kvinder, der tror, de kan køre den hjem på tykt hår, tynde lår, grundløs selvtillid og en ide om, at der nok er andre, der tager ansvaret.
Sådan bekskriver Michael Robak mødres døtre, som forlader barndomshjemmet flasket op på prinsessesnak gennem hele deres opvækst.
Disse piger, som er opvokset med den indsigt, tror de kan få alt servered på et sølvfad, men de får et chok, når de skal stå på egne ben.
Et af Michael Robaks synspunkter er at redegøre overfor forældrene, at deres barn ikke bliver til noget stort, da arbejdsmarkederne ikke ansætter piger med fine fornemmelser.
Flittige folk med gåpåmod og gummisko i tasken, er dem, der får de gode jobs, slår Michael fast.
Jeg synes, at Michael har fat i en god pointe. Man bliver nød til at tage ansvar, selv kan løse de opgaver og udfordringer, der kommer undervejs og ikke sidde på sin flade røv og forvente andre løse opgaverne for en.
I min opvækst, har mine forældre altid lært mig, at man skal yde for man kan nyde. Med det menes der, at før, fx du kan købe den nyeste telefon eller de smarteste sko på markedet, må man arbejde sig til det.
Skriv et svar