Novelleanalyse af Substantiver | Litterær artikel | 10 i karakter

Indledning
”Her er jeg altid alene, de voksne lukker dørene til stuen, køkkenet, badeværelset, de låser ned til kælderen (...) Dørene går op og i, de stikker hovedet ud, går igennem, i gang med noget andet, ser mig ikke.”

Som barn er man altid nødsaget til at have sine forældres nærvær. Dog er dette ikke realiteten for alle, og der er desværre mange børn, der ender med at opnå følelsen af omsorgssvigt.

I novellen ”Substantiver” skrevet af Camilla Christensen og udgivet i novellesamlingen ”Mere ved jeg ikke” fra 2014, kan man se et eksempel på, hvordan en voksen kvinde fortæller om sine erindringer, der beskriver den ensomhed, omsorgssvigt, og mangel på opmærksomhed, hun oplevede, da hun var et lille barn.

Uddrag
Jeg-fortælleren er meget forudsætningsløs og intetanende, da der er mange ord, de voksne benytter, som hun ikke forstår. Hun bliver negligeret af både sin mor og far.

Moren har ikke en pæn tone når hun taler til pigen, da hun bl.a. bander og råber. Pigen tilbringer størstedelen af sin tid med mormoren, fordi hendes mor er gravid og har ondt i ryggen.

Derfor fremstår hun, som om hun har manglende overskud til sin datter. Faren er hverken mentalt eller fysisk tilstede.

Jeg-personen mister, eller mangler nogle sociale kompetencer, fordi at hendes forældre aldrig har været nærværende:

” Granit, siger hun, de vokser op af jorden om vinteren, og jeg ser store sten for mig, der langsomt vokser op af jorden”.

Hun får en forkvaklet opfattelse af verden, grundet manglende forklaringer og er understimuleret, som følge af den manglende forældrekontakt.

Sådan får du adgang til hele dokumentet

Byt til nyt Upload en af dine opgaver og få adgang til denne opgave
  • Opgaven kvalitetstjekkes
  • Vent op til 1 time
  • 1 Download
  • Minimum 10 eller 12-tal
Premium 39 DKK pr måned
  • Adgang nu og her
  • 20 Downloads
  • Ingen binding
  • Let at opsige
  • Adgang til rabatter
  • Læs fordelene her
Få adgang nu