• Dansk
  • Uddannelse: STX
  • Karakter: 12 tal
  • Ord: 1316

Indledning
Hvad er egentlig meningen med livet? Dette spørgsmål har utvivlsomt beskæftiget mange mennesker på et eller andet tidspunkt i deres tilværelse.

Før videnskaben kom med mulige svar på vores eksistens, søgte endnu flere mennesker end i dag svaret i religionen, når de stod over for de store eksistentielle spørgsmål.

Religion har igennem tiderne været til hjælp for mange, når de skulle overvinde angst og følelsen af, at livet er meningsløst.

I digtet "Tunge, mørke natteskyer" skrevet af Jakob Knudsen i 1890, følger vi den lyriske jegs udvikling, der til sidst overvinder dødsangsten ved at søge trøst i Gud og håbet om paradis.

Digtet er opbygget med fem strofer, hver bestående af otte vers. Alle strofer følger samme struktur. Formen er meget fast og rytmen er bunden.

For alle strofer gælder, at der er krydsrim i formen ABABCDCD. De fem vers berører forskellige emner på indholdsmæssigt plan.

Digtet er dybt følelsesladet, hvor stemninger, tanker og følelser er i centrum. I den første strofe bliver læseren introduceret til stemningen i digtet.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
Beskrivelserne af digtets du rummer betydningsfulde, positive ord som "lindrer" og "lyser". Som læser forbinder man du'et i digtet med noget positivt og lyst, og digtet spiller meget på kontrasten mellem lys og mørke.

I den første strofe gives der en beskrivelse af omgivelserne, hvor det er ved at blive mørkt. Der er mørke skyer og sorte krager på himlen, og man får indtrykket af, at stedet er koldt og øde.

På det symbolske niveau afspejler beskrivelsen af miljøet den tilstand, jeget befinder sig i.

I den tredje strofe når natten og mørket helt ind i jeget, og endnu engang beder digterens jeg om hjælp fra Gud: "giv mig livets trøst" (linje 23). Mørket i jeget symboliserer den meningsløshed, som strofen behandler.

I den fjerde strofe beskrives et af livets svære spørgsmål, nemlig døden: "Og når dødens nat engang sænker sig over mig" (linje 25-26). Igen spiller du'et en rolle: "dine fugles morgensang i den høje sommer" (linje 29-30).

Jeget forbinder du'et med sommer og evig belysning og ønsker, at den høje sommer skal redde ham fra døden. "Hvor dagen altid er lang," skriver Knudsen i linje 31.