Indledning
Gennem et retrospektivt forløb har naturen spillet en væsentlig rolle for menneskers selvrealiserings proces.
Man kan sågar påpege, at naturen og den levende organisme refereret som ”mennesket”, det forholdsvis har en symbiotisk binding, eller en kausal forudsætning for menneskers overlevelse.
I flere litterære epoker, så bliver naturen iscenesat eller personificeret som værende en magisk omstændighed, hvor naturen i sig selv besidder omnipotente træk.
Navnlig ses naturens skelsættende betydning i flere litterære epoker, hvor fænomenet omkring naturens forhold til de levende organismer kan findes i Romantikkens forskellige faser.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Oehlenschläger eksemplificerer sine værker og abstrakte visioner gennem inspiration fra Schelling, specielt hans famøse mantra om at det guddommelige slumrer i stenen og generelt i naturens objekter
fordi det er tiltænkt, at man som en levende organisme skal initiere mødet med naturen, og samtidig forsøge at bibeholde den symbiotiske tilværelse som naturen giver
fordi naturen i sig selv er en pioner for, at mennesket kan praktisere det guddommelige med det guddommelige, hvor naturen bliver en kommunikationsled til menneskets tilhørsforhold med Gud.
Her bliver der ligeledes skabt terminologier som ”monisme”, ”panteisme” og ”organismetanken” som skal belyse Schellings tanker om
vor vital naturen er for os mennesker grundet dens idylliske skønhed, og hvordan den er med til at selvrealisere os som individer, fordi man som individ er omkredset af det guddommelige.
Oehlenschläger figurerer også senere i Nationalromantikken, hvor han fremmer atmosfæren omkring den patriotiske nærkærlighed til Danmark, men hvor han samtidig også kritiserer mennesket for at være forfængelige såvel indbildske.
Værket omkring ”Guldhornene” er i virkeligheden kulminationen af Oehlenschlägers misantropiske formidling omkring menneskets symbiose med gud og naturen
hvor mennesker tenderer til at lukrere fra Gud, og reelt beset ikke værdsætter naturens gaver til mennesket, fordi mennesket senere udvikler sig til pengegriske individer, som kun tænker på at blive beriget gennem materialistisk udfoldelse.
Udover de skriftlige formidlinger om naturens essentielle betydning for mennesket, så har Romantikken også været en periode præget af kunstneriske malerier
som skulle forsøge at anskueliggøre naturens idyl samt naturen som en allegori for guddommeligheden manifesteret på jorden.
I tekst materialet fremgår et maleri kaldet ”Billede af Livet i en sjællandsk Bondegaard ved Middagstid”, lavet af maleren P.J. Larsen i 1892
hvor maleriet formår at give de konnotative associationer omkring naturens nødvendige symbiose for mennesket, og hvordan det hele er en faktor for
at mennesker kan opleve den sande harmoniske tilstand, som kunstnerne i romantikkens faser ihærdigt forsøger at italesætte.
Skriv et svar