Når døden står for døren

Indledning
Døden kan være svær. For nogle kan den være svær, fordi den døde var elsket og nu savnet. For andre kan den være svær, fordi man føler sig forpligtet til at føle sorg, men omstændigheder har gjort, at man ikke føler sorgen. Det kan blandt andet være pga. svigt eller udfald, der gør at man elsker en, men alligevel ikke gør.

Det er temaer som Kim Fupz Aakesons novelle ”Dødsbo” (2013) kredser omkring. Ligesom den berører emner som søskende-, og mor-datter-relationer, samt tabuet om hvad gør man, når døden står for døren, men endnu ikke har budt personen velkommen. I det følgende vil jeg analysere og fortolke med fokus på fortæller, personkarakteristik og miljø.

Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter

Uddrag
”Dødsbo” fortælles af en synlig jeg-fortæller, det ses allerede på de første linjer, hvor vi høre fortællerens tanker. ”‘Hvad skal du have?’ spurgte jeg og ville gå op og bestille til hende, jeg følte mig underlig uhøflig med den latte (...)”1. Historien der udspiller sig, da de to søstre besøger deres døende mor, opleves fra jeg-fortællerens synsvinkel.

At vi får adgang til hendes følelser og tanker, både omkring situationen men også forholdet til søsteren og moderen, gør at læseren kommer helt tæt på.

Dette kombineret med den valgte komposition, en kronologisk opbygning, er med til at gøre den autentisk og virkelighedstro. Dette er en situation som læseren kan relatere til. Det til trods, så er den valgte fortællertype kendt for at være upålidelig, hvilket jeg-fortælleren i Dødsbo også må betragtes at være. Vi oplever kun historien igennem hendes tanker og gengivelser, og derfor kan vi ikke, helt stole på at disse er korrekte.