Indledning
I denne opgave vil jeg komme ind på 2 digte, ”Morgen-Vandring” og ”Indvielsen”, i en komparativ analyse.
Begge digte er skrevet i romantikken, som strækkede sig over perioden 1800-1870. Romantikken fremhæver følelserne, splittelse og længsel, men også det guddommelige og harmonien fra biedermeier-kunsten.
Produktion og handel blev mere og mere centreret i byerne, og naturen blev stedet hvor følelserne og det åndelige tog plads.
Både naturen og samfundet er i udvikling, men også mennesket, som skal igennem en personlig dannelsesproces.
Adam Oehlenschläger og Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt er to kendte danske digtere fra den litterære periode. Men skriver de ens? Og er deres digte stadig relevante i dag, selvom de er over 200 år gamle?
Indholdsfortegnelse
Morgen-Vandring
Indvielsen
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Fra strofe seks til strofe tolv ændrer handlingen sig til en dialog mellem digteren og blomsterne.
Det lyriske jeg lytter og taler med dem, hvilket får ham til at få sympati for dem, når de fortæller deres historie (strofe syv, vers syv og otte) ”Han kalder os Helvedes Klint, iblandt Det velsigende Korn” (strofe ti, vers et) ”I arme Stakler!
Den arme Mand!” Til sidst forener han sig med naturen, som bliver en helhed (strofe tolv, vers et) ”Kom blomster! Vi høre tilsammen vi”. Dette er et tydeligt tegn på, at det er fra universalromantikken.
Sproget bærer præg af den tid, digtet er skrevet i. hvilket kommer til udtryk i ordene med ”aa” som ”Saa” og ”Paa”.
Derfor er der også mange fremmed ord, som vi ikke bruger i nudansk, og som er svære at forstå. Navneord staves med stort bogstav ”Kornet ”, ”Mark” og ”Tempel”.
Et typisk træk for universalromantikken er at digteren benytter sig af besjælinger, man tillægger ting menneskelige evner. (Strofe et, vers to)
”Det vinkte til mig” og (Strofe et, vers syv) ”De smilte saa inderligt ved min Fod”. At vinke og at smile er en menneskelig evne, som digteren påfører til bøgeskoven og blomsterne. Endnu et eksempel er (strofe fem, vers 1) ”O venlige Mark!
O Lund saa prud”. Her får marken tillagt den menneskelige evne at være venlig og lunden så prud, som betyder smuk og prægtig. Dette ses meget indenfor den litterære periode romantikken, og får os til at opleve naturen.
Den fremstilles som levende på grund af menneskelige evner. Det lyriske jeg og markens ejermand er modsætninger.
Det lyriske jeg påskønner naturen og ser det guddommelige i den uberørte natur, hvorimod bonden ikke værdsætter den og ikke forstår, at gud har skabt andet end ting til at putte i munden (strofe ni, vers syv og otte)
”Alt Nyttigt bør giennem Munden gaae. Det er hans Princip!”. Han skærer blomsterne af og bruger dem til at give smag til hans tobak (strofe ni, vers et til to) ”Han siger at, smøget paa den Maneer, Vi arme Skrog”.
Skriv et svar