Indledning
I denne moverende og provokerende artikel af Amanda Bodal, gøres op med herskende tendenser i den offentlige debat, der har travlt med at bruge taletid på at negligere eksistensen og omfanget af sexisme.
Hun tager os kort omkring berømtheden og TV-værten Sofie Lindes berømte tale, den politiske verden, samt egne og bekendtes ubehagelige oplevelser med sexisme.
I stedet for at udtale sig på baggrund af manglende kendskab eller erfaringer med Sexisme, gør hun steotypen af ’den hvide midaldrende mand’ opmærksom på værdien i at lytte!
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Et andet argument der tager udgangspunkt i pathos og logos er med Amandas appel til læserens følelser, ved at pege på, at ’midaldrende hvide mænd’ har privilegerede positioner i samfundet og derfor ikke kan forstå eller opleve sexisme på samme måde som kvinder og minoriteter.
Dette understøttes af de mange vidnes beretninger, som viser, at kvinder og minoriteter oplever diskrimination på mange forskellige niveauer i samfundet:
”Debatten om sexisme har fra start været ulige og dokumenterer i sig selv, hvordan strukturel og systematisk sexisme dominerer samfundet.” En samlet konklusion kunne derfor være, at ’midaldrende hvide mænd’ bør lytte mere og tale mindre om emnet.
Et sidste argument tager udgangspunkt i logos. Diskussionen om sexisme er på dagsordenen og kræver en nuanceret debat.
’Midaldrende hvide mænd’ dominerer ofte debatten om sexisme, og det forhindrer en nuanceret debat og forståelse af emnet. Igen gør Amanda siger tydelig i samme argument ” »
Er det relevant, at jeg – en midaldrende hvid mand, der aldrig har oplevet sexisme – bidrager til en debat om sexisme?”.
Overordnet set er teksten generelt skrevet i en pathos form der skal ramme modtagerens følelser på forskellige måder.
Generelt igennem provokation, en ’hård’ tone samt et desperat råb om hjælp og forståelse, i en verden der synes at negligere eksistensen og omfanget af sexisme.
Skriv et svar