Indledning
Krænkelseskulturen er en mærkelig størrelse. Krænkelseskulturen har skabt en gruppe af mennesker, som sætter en ære i at kæmpe for deres ret til ligestilling på alle punkter - også selvom det nødvendigvis ikke vedkommer dem.
Vi er i gang med at skabe en division mellem os og dem, de krænkelsesparate og de krænkelsesresistente. Er der i virkeligheden fare for vi mister vores ytringsfrihed ved at være for høflige, eller er respekten og sympatien det vi burde vægte højst i dagens Danmark.
To, som slet ikke kan få øje på en såkaldt krænkelseskultur i Danmark, er Vincent Hendricks og Silas Marker, som mener, at billedet af en krænket og klynkende ungdom er medieskabt;
”Vi lever i en tid, hvor krænkelsesparate unge danskere tager udgangspunkt i deres eget underudviklede følelsesliv og bruger det som rettesnor i samfundsdebatten.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Filosofferne mener, at det er blevet for nemt at trække krænkelseskortet og klynke. Mennesker overvejer ikke længere, om den gældende kritik er berettiget eller ej, men vil bare sætte sig i et hjørne med krydsede arme.
»Problemet med begrebet »krænkelseskultur« er, at det tager en mangfoldighed af fænomener - fra folk med sårede følelser i den ene ende til folk, der problematiserer eksempelvis racistiske vittigheder, til folk der peger på videnskabelig uenighed og udfører reel politisk kritik - og underordner dem det her krænkelsesbegreb.
Det reducerer den kritik, som folk kommer med, til følelser. At man er stødt på manchetterne eller bare såret,« siger Silas Marker. Begrebet krænkelseskultur er problematisk.
Når man føler sig stødt eller ulige behandlet, ryger det ind under en pulje, der hedder at være krænket, i stedet for at forholde sig til om man kunne bruge kritikken til forbedring.
Hendricks og Marker mener, at det gælder om nysgerrigt at forhold sig til, hvad som reelt er krænkelser, og hvad som på et mere individuelt og personligt plan udskiller dårlige følelser inde i én selv.
Skriv et svar