Indledning
Der bør være en grænse mellem liv og værk, og den skal i vidt omfang stadig respekteres. (Side 5, linje 38-40)
Det senmoderne samfund er præget af en større refleksivitet. Det betyder, at vi som individer er begyndt at stille os mere kritiske over for forskellige emner. Etik og morale fylder mere end før hen, og det har til en vis grad præget kunsten.
Dette kommer fx til udtryk ved, at mange er stoppet med at lytte til Micheal Jacksons værker, efter at filmen Leaving Neverland udkom.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Henriksen - cand.mag. i litteraturhistorie og amerikanske studier og kulturredaktør på Kristeligt Dagblad - samme synspunkt som Patricia Smollerup. Han kom ud med sit synspunkt i Kristeligt Dagblad den 27. april 2019.
Her nævner han bl.a. at kunstnerens ugerninger eller politiske standpunkt ikke skal gå ud over kunsten.
Vi må ikke i en renhedsfikseret og dømmesyg nutid kræve af fortidens kunstnere, at de skal have nøjagtig samme moralske standarder som vi. (Side 5, linje 35-37) skriver han.
I sin tekst nævner han Emil Nolde, som man først her for nylig, har fundet ud af var medlem af nazistpartiet. Han bruger ham som eksempel på en kunstner, hvor kunsten bør adskilles fra kunstneren.
Michael Bach Henriksen mener, at der er en grænse mellem liv og værk, som bør respekteres - også selv om man som individ ikke kan stå inde for alle kunsternes livsvalg.
Der er altså en tendens til at mange - trods det senmoderne samfunds forandringer i samfundet - alligevel mener, at det er muligt at adskille kunsten fra kunstneren.
Amalie Have, feminist og aktivist, delte til gengæld et helt andet synspunkt i Berlingske den 2. februar 2019.
Hendes hovedsynspunkt er, at kunstneren ikke kan adskilles fra kunsten.
Jeg ønsker ikke et samfund, hvor overgrebsmænd hyldes. Derfor hører jeg ikke Michael Jackson. Det handler mindre om kunstneren og mere om ofrene. (Side 3, linje 34-36) Skriver hun i en tekst fra Berlingske den 2. februar 2019
Skriv et svar