Indledning
Ahmad Mahmouds opvækst i en indvandrerghetto på vestegnen i København kan bedst beskrives som en verden af sofaer med skimmelsvamp, duggede persienner og boligblokke, der er bygget på fundamentet af præfabrikeret beton.
Som barn blev han dybt præget af kulturen, religionen og koranen, men bar også på en fortid, der var præget af systematiske tæsk, tvang og tyranni.
I den kultur, der nogle gange kaldes "Insha Allah" eller endda "frygtkultur", er det ikke ualmindeligt at se store søskendeflokke, og den voldelige opdragelseskultur har haft en markant indflydelse på Ahmad Mahmoud.
Men som 18-årig brød han med det sociale mønster og forlod ghettolivet samt den kultur, der har rødder i oldtidens hierarki.
Ahmad Mahmouds historie er unik, da den vidner om en ung mands vilje til at bryde med de negative mønstre og finde sin egen vej i livet.
Fra de trøstesløse omgivelser i ghettoen til at skabe sig en bedre fremtid har han modigt taget skridtet og forladt fortidens byrde bag sig.
Med styrken til at forandre sit liv har han vist, at selvom ens opvækst kan forme én, er det muligt at bryde fri og skabe en ny identitet.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Selvbiografien udfolder sig på panoramisk vis, hvor fortællingens tidsramme er kortere end den faktiske tid, der fortælles om. Kompositionen af teksten, med henvisning til "Jeg skal være far," er indbegrebet af en rammefortælling, der starter midt i begivenhederne (in media res).
Rammefortællingen giver plads til flere underordnede fortællinger, der følger med som en del af den overordnede historie eller beretning.
Dette ses eksempelvis i følgende uddrag: "Jeg forsøgte at lave mine lektier i pauserne mellem bleskift og indkøb, og jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved min situation. Alt for familien."
Dette afsnit underbygger og indikerer tydeligt, at teksten er defineret ved brug af in media res og fungerer som en rammefortælling uden sidestykke. Derudover gengives dialoger i direkte tale, hvor citationstegnene bliver brugt, f.eks.
"Ahmad, der er noget, som jeg skal fortælle dig." Samtidig får vi også en indre monolog og kommer tæt på Ahmad og hans tanker.
Forfatteren, Ahmad Mahmoud, bidrager også med få forfatterkommentarer, som f.eks. "Jeg havde åbenbart nemmere ved at tro på undfangelse ved Helligånden."
I "Jeg skal være far" har jeg analyseret hovedpersonen som Jeg'et selv, og hans familie og svigerinde optræder som "generte" bipersoner.
Jeg'et virker anfægtet og berørt af situationen, og han prioriterer sine egne behov og omgivelser lavere end de behov, han forsøger at opfylde for sin storebror og svigerinde. Han påtager sig rollen som far for sin nevø og giver dem fortrinsret i sin tilgang til tilværelsen.
Skriv et svar