Indledning
Hvornår går skiftet fra barn til voksen? Når vi selv får børn? Når vi bliver gift, eller når vi udsættes for situationer, hvor kun voksne beslutninger gælder?
Igennem livet, går alle mennesker gennem en fase, hvor man udvikler sig fra barn til voksen. I novellen ”Far og jeg”, følger man en far og hans søn på en gåtur ude i naturen.
Under turen, følger man sønnens rejse fra barn til voksen. Novellen ”Far og jeg”, fra novellesamlingen ”Onda sagor”, er skrevet af den svenske forfatter og digter Pär Lagerkvist tilbage i 1924.
Novellen ”Far og jeg”, er fortalt kronologisk. Her starter handlingen en sommerdag, en søndag eftermiddag og strækker sig til ud på natten.
Optimer dit sprog - Læs vores guide og scor topkarakter
Uddrag
Et centralt symbol på den forvandling vores fortæller gennemgår, er skoven, handlingen foregår i.
Vi kender alle symbolet fra andre eventyr, hvor helten begiver sig ind i skoven, hvorefter vedkommende kommer forandret ud igen.
I novellen, har skoven den afgørende betydning, som det sted fortælleren forvandles til voksen, hvor barnet går ind i skoven med hans stadige barnlige tankegang, og kommer efterfølgende ud med hans egne holdninger, og kan stå på egne ben.
Skoven symboliserer det spændende, og stedet fortælleren bruger sine færdigheder, sammen med faderen. Gennem leg og samhørighed, finder de fællesskabet i skoven i de lyse timer, hvor alt er idyl.
Ligesom i eventyr, kommer vores fortæller ud i det mørke og ukendte, hvor skoven igen danner rammen, men nu sænker mørket sig, og hermed også de mørke følelser som ængstelse og fornemmelse af farer.
Her er den mørke skov symbolet på fortælleren, der skal lære at stå på egne ben som del i at indtræde i voksenlivet.
Når faderen og sønnen begiver sig ud i skoven, skinner solen på dem, og novellen er fyld med sanselige indtryk; (S. 1 linje 10) ”Både fuglesangen og alt det andet tog fat med det samme.
Det kvidrede inde fra buskene med finker og løvsangere, med gråspurve og sangdrosler, hel den summen som omgiver en, så snart man kommer ind i en skov.
Jorden var hvid af anemoner, birken var netop sprunget ud og granerne havde skudt friske skud, det duftede oppe og nede, underst lå skovbunden og dampede fordi solen stod på.”
Alt beskrives meget idyllisk med solskinnet, lige indtil mørket falder på, og hele den tidligere beskrivelse af naturen vender til noget negativt og uhyggeligt;
Kontrasten mellem lyset og mørket her, gør det tydeligt, at modsætninger fylder en stor del af novellen og det derfor er mørket og lyset der bærer novellen.
Skriv et svar